Kommentar fra Erhvervsudviklingsrådet

Formand for Sorø Erhvervsudviklingsråd, Malene Frandsen, og næstformand Ane Popp-Kristensen bringer her en kommentar til Dansk Industris analyse af den lokale erhvervsvenlighed 2024.

Det er nødvendigt, at Sorø Kommune styrker samarbejdet med erhvervslivet

I Sorø Erhvervsudviklingsråd er vi rigtig ærgerlige over kommunens tilbagegang på 30 pladser i Dansk Industris analyse af den lokale erhvervsvenlighed.

Analysen giver selvfølgelig anledning til selvransagelse og viser blandt andet, hvor vigtigt det er, at der er midler til at understøtte den lokale erhvervsfremme, som er så essentiel for at sikre udvikling og dialog på tværs af kommune og erhvervsliv.

Kommunens forståelse for erhvervslivet er afgørende

Det seneste år har vi haft fokus på at udvikle og cementere samarbejdet med de forskellige forvaltninger, der har betydning for erhvervslivets udviklingsmuligheder – lige fra det tekniske område til skole og uddannelse.

Dialogen har været en succes og skabt markante forbedringer. Som analysen fra DI viser, er vi slet ikke i mål endnu, men der er forbedringer at spore i samarbejdet, hvor vi blandt andet i fællesskab har sat fokus på sagsbehandlingen på det tekniske område.

Uddannelse af de unge og den grønne dagsorden

I øjeblikket sætter lærerne for udskolingsklasserne, UU og Erhvervsudviklingsrådet fokus på, hvordan erhvervslivet kan understøtte lærerne i deres arbejde, så endnu flere elever får lyst til at få en erhvervsuddannelse, og vi kan sikre kvalificeret arbejdskraft på sigt.

Sidst, men ikke mindst, bliver der samarbejdet på tværs af Sorø Erhvervs Bæredygtighedspanel, forvaltning og politikere om mere fokus på den grønne omstilling til gavn for både borgere og erhvervsliv.

Stoltheden skal tilbage

Vi har et godt erhvervsliv i Sorø; mange typer af virksomheder og et tæt samarbejde mellem virksomhederne i Sorø, hvor vi er fælles om at gøre hinanden stærkere.

Sorø Kommune er langt hen ad vejen en erhvervsvenlig kommune, men det kan blive bedre. Og én af forudsætningerne er, at vi holder fast i at udbygge samarbejdet mellem erhvervsliv og kommune, for det vinder vi alle på. Vi skal igen kunne være stolte af Sorø.

Senest opdateret 29-10-2024