Pressemeddelelse

Drømmer du om at bygge en ny tilbygning i sommer?

24-03-2025

Selvom sagsbehandlingstiden for byggesager i Sorø Kommune har været støt faldende siden 2021, skal man stadig huske at søge om byggetilladelse i god tid, hvis man drømmer om en tilbygning eller et nyt drivhus. Sorø Kommune har samlet en række gode råd til dig, der går med byggedrømme.

Solen titter frem bag skyerne, de små forårsbebudere skyder op af jorden, og drømmen om et drivhus, et nyt redskabsskur eller måske en udestue begynder at melde sig. Sorø Kommune har derfor samlet en række gode råd til dig, der går med byggetanker.

Søg om byggetilladelse i god tid

Selvom sagsbehandlingstiden for byggesager i Sorø Kommune har været støt faldende siden 2021, skal man stadig huske at søge om byggetilladelse i god tid. Sagsbehandlingstiden på byggetilladelser er i gennemsnit 6-8 uger.

Mindre, mere simple sager som f.eks. et drivhus kan dog have en kortere sagsbehandlingstid, selvom antallet af denne type byggeansøgninger steg med 20 % i 2024.

”Vi vil gøre vores for, at byggeglade borgere – og virksomheder – kan komme i gang med deres projekter. Derfor har vi også arbejdet benhårdt på at nedbringe sagsbehandlingstiderne, og jeg er glad for, at det er lykkedes,” udtaler Simon Schou Jakobsen, leder af Plan & Byg i Sorø Kommune.

”Hvis du har en mindre, mere simpel sag og søger senest 1. maj, kan du have en byggetilladelse inden sommerferien.”

Sørg for, at din ansøgning er fyldestgørende

Sørg for, at din byggeansøgning er fyldestgørende, før du sender den til kommunen. Så skal kommunen nemlig ikke indhente yderligere informationer, hvilket kan forlænge sagsbehandlingstiden.

Tjek bygningsreglementet og eventuelle lokalplaner for din ejendom, så du sørger for at overholde disse i din ansøgning. Følg vejledningen til at ansøge om byggetilladelse i Sorø Kommunes selvbetjeningsløsning Byg og Miljø, og brug eventuelt en rådgiver til at hjælpe dig, hvis du har brug for ekspertviden eller sparring.

Find information til dit byggeprojekt

Vi har samlet en række links, der kan være brugbare for dig, der skal i gang med et byggeprojekt:

Bliv klogere på, om dit byggeprojekt kræver en byggetilladelse: Guide: Har jeg brug for en byggetilladelse?

Skal du bruge en tegning af dit hus til dit byggeprojekt? Se her, om der er gamle tegninger af dit hus

Husk, at dit byggeri skal overholde bygningsreglementet (BR18). Du finder bygningsreglementet her

Hvis der er en lokalplan for din ejendom, skal dit byggeri også overholde den. Se her, om der er en lokalplan for din ejendom

Tjek, om dit byggeprojekt kræver, at du anmelder byggeaffald: Byggeaffald fra renoveringer og nedrivninger

Når du er klar til at søge om byggetilladelse, skal du bruge selvbetjeningsløsningen Byg og Miljø. Du finder selvbetjeningsløsningen Byg og Miljø her

Se de opdaterede sagsbehandlingstider i Sorø Kommune her: Sagsbehandlingstider og tidsfrister

Senest opdateret 24-03-2025