Pressemeddelelse

Fremgang i lokale virksomheders tilfredshed med Sorø Kommune

04-09-2025

Sorø Kommune går 16 pladser frem i årets DI-måling af kommunernes erhvervsvenlighed. Især kvitterer de lokale virksomheder for god dialog med kommunen og en god indsats for at gøre det muligt at drive en mere klimavenlig virksomhed.

Spørger man de lokale virksomheder i Sorø Kommune, er tilfredsheden med kommunen steget det seneste år. Dansk Industri har i dag offentliggjort deres årlige måling af kommunernes erhvervsvenlighed, og her er Sorø Kommune gået hele 16 pladser frem i forhold til sidste års måling. Dermed placerer kommunen sig nu på plads nummer 38 ud af 91 kommuner og kan tilmed bryste sig af at være den mest erhvervsvenlige kommune i Vestsjælland.

Sorø Kommunes borgmester Gert Jørgensen er glad for fremgangen:

”DI’s måling giver et fint pejlemærke at gå ud fra i vores arbejde med de lokale virksomheder. Jeg er naturligvis glad for, at virksomhederne i årets måling har kvitteret for nogle gode dialoger gennem det sidste år og for den indsats, der bliver gjort for at fremme det gode samarbejde.”

Netop erhvervsvenlighed og dialog er et punkt, kommunen ifølge virksomhederne i høj grad har forbedret sig på. Her er Sorø Kommune gået fra i 2024 at ligge som nr. 57 til nu at indfinde sig på en 26. plads.

Kommunens indsats for at gøre det muligt at drive en mere klimavenlig virksomhed vurderer virksomhederne også positivt. Her går kommunen samlet set 8 pladser frem til en 22. plads.

Ligeledes kvitterer virksomhederne for kommunens prioritering af bæredygtige og grønne indkøb med en 20. plads mod en plads som nr. 80 i 2024. Virksomhederne angiver i målingen, at kommunen med fordel kan fokusere på grønne indkøb og udbud, energirenovering af kommunale bygninger og udbygning af vedvarende energi for yderligere at fremme den grønne omstilling i kommunen.

”Ønsket fra erhvervslivet om et fokus på grønne indkøb og udbud passer os rigtig godt,” udtaler borgmesteren. ”Vi har netop vedtaget en ny indkøbspolitik, hvor grønne og bæredygtige indkøb prioriteres.”

Se hele DI’s måling af den lokale erhvervsvenlighed

Senest opdateret 04-09-2025