Hver tirsdag kl. 10-13 rykker to medarbejdere ud af Borgerservice på Sorø Rådhus og åbner i stedet for betjening på Dianalund Bibliotek. I maj og juni kørte Borgerservice en forsøgsordning på Dianalund Bibliotek, og det blev taget rigtig godt imod af borgerne i den nordlige del af kommunen. Ordningen er derfor nu forlænget.
"Vi er rigtig glade for at få Borgerservice til Dianalund, så vi kan åbne biblioteket op for endnu flere tilbud og gøre Dianalund Bibliotek til et lokalt knudepunkt for hele området," lyder det fra biblioteksleder Randi Petersen.
Ingen tidsbestilling
For at gøre muligheden for at få hjælp i Borgerservice på Dianalund Bibliotek så fleksibel som muligt, er det blevet besluttet, at borgerne ikke behøver bestille tid i forvejen. Man skal blot møde op tirsdage mellem kl. 10 og 13. Der kan derfor opstå noget ventetid, men det har ikke været et problem i prøveperioden i foråret.
Det kan man få hjælp til i Dianalund
Ordningen med Borgerservice i Dianalund skal gøre det nemmere for borgerne i denne del af kommunen at få hjælp. Det er dog ikke alt, man kan få hjælp til. I Borgerservice i Dianalund kan man få hjælp til:
- Oprettelse af MitID
- Udstedelse af aktiveringskode til MitID-app
- Andre spørgsmål om MitID, fx udlevering af MitID-identifikationsmiddel
- Hjælp til anmeldelse af flytning og udrejse
- Hjælp til digital selvbetjening, fx ansøgning om boligstøtte eller pension
- Ansøgning om helbredstillæg
- Ansøgning om beboerindskudslån
- Undtagelse for digital selvbetjening på Udbetaling Danmarks områder
- Oprettelse af digital fuldmagt
Har man brug for hjælp til pas, kørekort, legitimationskort eller at anmelde indrejse i Danmark, er det nødvendigt at bestille tid i Borgerservice på rådhuset i Sorø.