PRESSEMEDDELELSE

Grønt Forum hædrer lokal ildsjæl for afgørende indsats

24-11-2025

Grønt Forums Miljøpris 2025 går til Niels Crone Madsen for hans afgørende indsats for Kongskilde Naturcenters fremtid. Prisen overrækkes ved en reception foran Vandmøllen på Kongskilde Naturcenter den 2. december kl. 14–15.

Grønt Forum uddeler hvert år en miljøpris til lokale ildsjæle, der har bidraget til en bæredygtig udvikling inden for miljø, klima, natur eller sundhed i Sorø Kommune. I år går prisen til Niels Crone Madsen for hans handlekraft, frivillige engagement og utrættelige arbejde med at bevare og styrke et vigtigt natur- og læringscenter for hele kommunen.

Sikring af naturcentrets fremtid
Kongskilde Naturcenter befandt sig i 2024 i en vanskelig situation – både økonomisk og organisatorisk. Som bestyrelsesformand for Foreningen Kongskilde Naturcenter trådte Niels Crone Madsen også til som daglig leder på frivillig basis og tog initiativ til en økonomisk rekonstruktion, som har sikret, at naturcentret nu er en fast del af Sorø Kommunes budget.

Niels Crone Madsen modtager prisen for sin afgørende rolle i at sikre naturcentrets fortsatte drift og udvikling. Han fortsætter som frivillig bestyrelsesformand og arbejder sammen med medarbejdere og frivillige på at udvikle naturcentret som et levende samlingspunkt for formidling af natur, bæredygtighed og friluftsliv.

Om Foreningen Kongskilde Naturcenter
Foreningen arbejder for at formidle naturen i istidslandskabet omkring Susåen og Tystrup-Bavelse Søerne. Målet er at skabe læring, forståelse og oplevelser gennem naturformidling og aktiviteter, der styrker forbindelsen mellem mennesker og natur.

Yderligere information

Overrækkelsen af Grønt Forums Miljøpris 2025 finder sted tirsdag den 2. december 2025, kl. 14.00–15.00 foran Vandmøllen på Kongskilde Naturcenter, Skælskørvej 29A, 4180 Sorø. Alle er velkomne.
 

For uddybende spørgsmål kontakt 

Sofie Byrnak, Leder Natur og Miljø, mail: ahjeb@soroe.dk