NYHED

Ny ældrelov er en realitet

02-07-2025

Vi arbejder målrettet på, at borgerne kommer til at opleve en mere sammenhængende indsats og får større indflydelse på deres egen pleje. Ældreloven er trådt i kraft 1. juli 2025.

Tættere samarbejde

Overordnet betyder ældreloven, at vi i kommunen etablerer mindre, borgernære teams og at der indføres helhedspleje. Helhedspleje betyder at pleje og omsorg fremadrettet tilbydes som et sammenhængende forløb, der er tilpasset borgerens aktuelle behov, og det kan være både personlig pleje, praktisk hjælp eller træning.

Ældreplejen har allerede i et stykke tid været organiseret i 12 små teams. Borgere i hjemmeplejen vil fremover møde et af disse faste tværfaglige teams, ligesom alle borgere får en kontaktperson. Nye borgere får en opstartssamtale, og der bliver løbende fulgt op på, hvordan hjælpen tilrettelægges i samarbejde med borgeren og eventuelle pårørende.

Det betyder, at der fremover bliver et tættere samarbejde og øget dialog mellem borger, pårørende og plejeteamet.

Ingen skal bekymre sig

De borgere, der modtager hjemmepleje i forvejen, skal ikke selv gøre noget i forbindelse med den nye ældrelov. Overgangen til helhedspleje sker stille og roligt i løbet af det næste års tid. Kommunen tager ansvar for processen og vil løbende og i god tid informere de berørte borgere, efterhånden som ændringerne bliver aktuelle. Indtil da fortsætter hjælpen, som man kender den.

Når en borger på et tidspunkt overgår til helhedspleje i et sammenhængende pleje- og omsorgsforløb, vil man naturligvis stadig få støtte til de opgaver, man har brug for. Forskellen er, at man i dag får ydelserne tildelt hver for sig, mens man med helhedspleje får et forløb, der giver en overordnet ramme for støtten. Det betyder, at borgeren og de pårørende sammen med medarbejderne kan bestemme, hvordan hjælpen skal tilrettelægges inden for den ramme.

Medarbejderne i ældreplejen er allerede i gang med undervisning og forberedelser, så overgangen sker trygt og professionelt.

Hvis man ansøger om hjemmehjælp for første gang?

Selvom ældreloven er trådt i kraft, skal vi fortsat også arbejde efter serviceloven. Hvis man ansøger om hjælp for første gang, vil Sorø Kommunes visitation vurdere, hvilken lovgivning der er relevant, Ældreloven eller Serviceloven, og derefter giver vi besked om, hvordan det påvirker den enkeltes plejeforløb.

Der kommer mere information om kriterierne her på hjemmesiden i løbet af sommeren.

Har du spørgsmål?

Ring til os

Vi forstår, at ændringerne kan give anledning til spørgsmål. Derfor står kommunens medarbejdere klar til at hjælpe. Du kan kontakte Team Ældre på tlf. 57 87 62 30 alle hverdage mellem klokken 11:00-12:00

 

Fakta om forløbene i Sorø Kommune

De fem forløb

I Sorø kommune vil vi arbejde med afsæt i 5 pleje- og omsorgsforløb, som alle indeholder helhedspleje. Det betyder, at alle forløbene giver mulighed for personlig pleje, praktisk bistand og træning.

De 5 sammenhængende pleje- og omsorgsforløb kan karakteriseres sådan her:

Et let pleje- og omsorgsforløb

Tilbydes borgere, der kan klare de daglige aktiviteter selv, men som har behov for pleje og støtte til for eksempel bad eller rengøring eller andet, som ikke skal udføres dagligt.

Et moderat pleje- og omsorgsforløb

Tilbydes borgere, der har et mindre dagligt behov for pleje og støtte om dagen og om aftenen. Det kan f.eks. være daglig personlig pleje, hjælp til at varme mad eller til at komme på toilettet.

Et omfattende pleje- og omsorgsforløb

Tilbydes borgere, der har et stort dagligt behov for pleje og støtte gennem hele døgnet. Dette kan f.eks. være daglig personlig pleje, hjælp til at varme mad, toiletbesøg og besøg om natten.

Pleje- og omsorgsforløb, der kræver udredning

Tilbydes borgere, der har oplevet et større funktionstab, hvor vi vurderer, at der er behov for særligt fokus på træning for at øge borgerens funktionsniveau og mulighed for at kunne varetage flere daglige opgaver selvstændigt eller delvist selvstændigt.

Pleje- og omsorgsforløb ved livets afslutning

Tilbydes borgere, der er erklæret terminale, og hvor vi vurderer, at der er behov for endnu større fleksibilitet i tilpasning og udførelsen af hjælpen til borgeren.