Nytårshilsen

Nytårshilsen fra borgmester Gert Jørgensen

06-01-2025

Borgmester Gert Jørgensen ser tilbage på 2024 i Sorø Kommune.

2024 lakker mod enden, og det kalder for mig på en status over året, der er gået. Der er sket meget i løbet af året i Sorø Kommune, og jeg vil derfor fokusere på nogle særlige nedslag.

Jeg kan ikke sige 2024 uden at tænke på Smedeparken og de mange beboere, som måtte forlade deres hjem, da det i maj stod klart, at der ikke var sundhedsmæssigt forsvarlig at bo. Jeg kan kun forestille mig, hvor svært det må være at skulle forlade sin base med så kort varsel. Jeg ønsker for Smedeparkens beboere, at 2025 bringer lys forude, og at I snart kan vende hjem.

Bredt samarbejde

2024 blev året, hvor vores kommunalbestyrelsesmøder blev bragt ind i den digitale verden. Siden maj har man kunnet følge møderne online, og jeg er glad for, at alle nu kan følge med i vores arbejde og debat.

I september kunne en samlet kommunalbestyrelse præsentere et budgetforlig for 2025, som bunder i et bredt samarbejde partierne imellem. Det glæder mig, at vi igen er lykkedes med at vedtage et budget, som alle medlemmer bakker op om, og som viser, at vi i Sorø Kommune kan balancere økonomisk ansvarlighed og ambitiøse visioner.

Vi har bl.a. sat ekstra midler af til Energipuljen fx til energiforbedringer i de kommunale bygninger – et arbejde, som er en del af at nedbringe kommunens samlede CO2-udledning og bidrager til at opfylde målene i vores Klimahandleplan.

Gode rammer for børn og unge

Vi har i år indviet kommunens første svanemærkede daginstitution, Børnehuset Tumlehøjen i Dianalund, som er vores første bygning bygget efter Svanemærkets krav til indeklima, sundhed og miljø. Også børnene på Holbergskolen kan snart se frem til bedre rammer. En Svanemærket totalrenovering af Bygning G er næsten afsluttet, og vi forventer, at moderniseringen af Bygning F er færdig om godt et år.

En landsbyordning i Ruds Vedby har også set dagens lys. Skole og daginstitution har nu fælles ledelse og bestyrelse og dermed alle muligheder for at lave et fælles pædagogisk grundlag, tænke i sammenhængende indsatser for byens 0-16-årige og styrke samarbejdet i lokalsamfundet.

Trivsel ude som hjemme

I foråret forlængede vi partnerskabsaftalen med DGI ”Sammen om mere bevægelse” og kunne i november fejre, at vi via partnerskabet har fået Danmarks første idrætscertificerede dagcenter, Degneparken. Personalet har arbejdet intensivt med at få mere aktivitet og bevægelse ind i brugernes hverdag, hvilket ikke kun styrker mobilitet og fysisk sundhed, men også fællesskaber.

I hjemmeplejen har vi etableret en forsøgsordning med små teams, som giver mulighed for at skabe mere personlige og sammenhængende forløb for borgeren. Resultaterne er meget positive, og vi har derfor besluttet at udbrede små teams til hele hjemmeplejen i Sorø Kommune i 2025.

En kommune i udvikling

Vi har endeligt vedtaget en helhedsplan for Sorø bymidte og har taget første skridt mod en realisering af planens anbefalinger og strategier med et mindre projekt for en del af Torvet og Storgade.

Et nyt, moderne plejecenter forventes at stå klar i Sorø By i 2028. Planlægningen er i fuld gang, og vi er i år nået et stort skridt videre med to velbesøgte borgermøder og en arkitektkonkurrence for byudviklingen af det kommende Generationskvarter, som plejecentret skal være en del af.

I Stenlille har vi afsluttet helhedsplanen med den nye cykelsti til skolen. Derudover er der etableret et frivillighedscenter i den gamle stationsbygning. Og også på Frederiksberg er der fokus på udvikling. Vi ønsker at skabe gode, tidssvarende rammer for områdets mange aktive borgere og undersøger derfor mulighederne for at skabe et attraktivt samlingssted i Hus Syv på Frederiksberg Skole. Borger- og brugerinvolveringen er i fuld gang, blandt andet med et velbesøgt åbent hus i slutningen af november.

Større fleksibilitet for borgerne

Som første afdeling i kommunen tester Borgerservice en fire dages arbejdsuge for de medarbejdere, der ønsker det. Det betyder dog ikke ringere service for borgerne – tværtimod. Ordningen betyder, at det i højere grad er muligt at bestille tid i ydertimerne, som for mange er de mest eftertragtede tider. Forsøgsordningen fortsætter i 2025 og suppleres med borgerevalueringer både før og efter for at sikre, at vi i Borgerservice fortsat leverer en god service for vores borgere.

Vores særlige DNA

Vi, der bor her, ved det godt: Sorø Kommune er noget helt særligt. Den smukke natur, spændende historie og enestående kulturarv er en del af vores DNA. Men hvordan får vi formidlet alle kommunens herligheder videre, så vi fortsat kan få flere indbyggere til kommunen? Det skal en ny turismestrategi sætte fokus på. Her skal vi arbejde på at styrke erhvervslivet og øge antallet af arbejdspladser, der understøtter turismen og indbyggertallet.

Og vi har allerede fyrtårne, der tiltrækker folk fra nær og fjern:

For andet år i træk blev Food On Fire et tilløbsstykke med endnu flere besøgende end første år. Jeg tør godt sige, at festivalen er kommet for at blive.

Til januar blænder vi op for 22. udgave af Kyndelmisse. Der er masser at glæde sig til, når Sorø By med hjælp fra det lokale erhvervsliv, institutioner og frivillige forvandles til magisk lysinstallation med oplevelser for børn og voksne. Det bekræfter mig i, at magi opstår, når vi skaber noget i fællesskab.

Tak

Til slut vil jeg gerne takke alle, der i 2025 har bidraget til at gøre vores kommune til et trygt og attraktivt sted at bo. Tak til samarbejdspartnere, erhvervslivet og mine kolleger i kommunalbestyrelsen. Og tak til alle medarbejdere og ledere i Sorø Kommune for jeres indsats for kommunens borgere.

Vi ser nu frem mod 2025, hvor der i november venter en af de vigtigste begivenheder i vores demokratiske samfund: Kommunalvalget, hvor I, kommunens borgere, sætter jeres kryds og dermed jeres præg på, hvem der i de næste fire år skal indtage Byrådssalen på Tinghuset og lede vores dejlige Sorø Kommune.

Med ønsket om et rigtig godt nytår.

Gert Jørgensen
Borgmester

Senest opdateret 06-01-2025