Sorø Kommunes kommunalbestyrelse har besluttet at ændre grænseværdierne for udbud af håndværkerydelser under 30.000 kr. De hidtidige grænseværdier og tilhørende procedurer har været administrativt tunge og unødigt komplicerede for håndværksvirksomhederne, særligt når der har været tale om mindre opgaver.
Samtidig udskifter Sorø Kommune det kvalifikationssystem, der bliver brugt til at håndtere udbuddene, med kommunens eget system Power Automate. Power Automate udvælger automatisk og vilkårligt tre af kommunens registrerede og godkendte leverandører, som får mulighed for at byde på opgaven.
Bo Christensen, formand for Natur, Teknik og Planudvalget, udtaler:
”Vi har sammen med erhvervslivet i Sorø Kommune arbejdet på at gøre samarbejdet mellem kommune og håndværksvirksomheder mere smidigt. Med de ændringer vi nu har vedtaget, forventes det, at kommunens arbejde ved udbud af mindre opgaver bliver mindre bureaukratisk og lettere for håndværksvirksomhederne at kunne gå til.”
Godt samarbejde mellem kommune og håndværksvirksomheder
Sorø Erhverv og Sorø Kommune nedsatte i 2022 i samarbejde med en række håndværksvirksomheder en fokusgruppe, som jævnligt mødes med henblik på at drøfte blandt andet udbud af kommunale opgaver, og generelt set har fokus på, at samarbejdet mellem kommunen og håndværksvirksomhederne hele tiden udvikles og optimeres.
Forslaget om ændringen af udbudsgrænserne har været drøftet i gruppen flere gange. Henrik Oscar Henriksen, indehaver af Henrik Oscar Henriksen ApS, autoriseret kloak- og brolæggervirksomhed, er en del af fokusgruppen og udtaler:
”Vi har et godt samarbejde, hvor der både fra kommunens og fra erhvervslivets side bliver lyttet. Jeg er meget glad for, at det nu betyder, at det bliver mere enkelt for håndværksvirksomheder at byde på opgaver fra kommunen.”