Hjemmeundervisning

Dit barn skal modtage undervisning fra det kalenderår, hvor barnet fylder 6 år, men det er ikke et krav, at barnet skal gå i skole.

Du kan vælge selv at stå for undervisningen af dit barn i den undervisningspligtige alder. Sørger du selv for dit barns undervisning, skal du give skriftlig besked til kommunen. Det skal ske, før undervisningen starter.

Hvis du selv vil stå for undervisningen af dit barn, skal undervisningen stå mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen. 

Krav til hjemmeundervisning

Hjemmeundervisningen skal stå mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen.

Overordnet betyder det, at hjemmeunderviste børn skal have modtaget en undervisning, som giver barnet de samme muligheder for at komme videre i uddannelsessystemet, som hvis barnet havde gået i folkeskolen (Stå mål med-kravet). Hjemmeundervisningen skal som minimum omfatte undervisning i dansk, regning/matematik, engelsk, historie/samfundsfag og naturvidenskabelige fag. Hvis forældrene ønsker, at barnet skal kunne aflægge folkeskolens prøver og opnå folkeskolens afgangseksamen, skal barnet også undervises i folkeskolens øvrige obligatoriske fag. Se nærmere i afsnittet nedenfor om dette.


Forældrene kan selv beslutte, hvordan undervisningen skal tilrettelægges, og hvilke undervisningsmetoder og undervisningsmidler, der skal anvendes.


Det er ikke et krav, at det er forældrene, der underviser barnet. Undervisningen kan derfor godt varetages af andre. Det betyder, at forældre også kan vælge at betale private for at undervise barnet, fx med delvis brug af online-undervisning. Ansvaret for undervisningen er dog fortsat forældrenes. 


På nær faget dansk er der ved hjemmeundervisning ikke krav til undervisningssproget. I faget dansk skal der dog undervises på dansk. 

Udgifterne til hjemmeundervisning skal forældrene selv afholde.

Det betyder indkøb af undervisningsmidler, digitale som analoge, internetadgang men også alle de praktisk afledte ting som for eksempel:

  • Evt. prøveaftaler med distriktsskolen
  • Etablering af UNI-login
  • Ekskursioner og ture
  • Befordring
  • Sikringen af børnenes kontakt til sociale aktiviteter mv.

Når Fagcenter Børn og Familier har modtaget din besked om hjemmeundervisning af dit / dine børn, oprettes en sag, hvor din ansøgning registreres. Her vil også tilsynsplan, tilsynserklæringer og aftaler mv. blive registreret. 

Du vil modtage en kvittering på, at vi har modtaget din ansøgning. Sammen med kvitteringen modtager du følgende:

•  Hjemmeundervisningsbevis  
•  Startbrev med formalia  
•  Undervisningsministeriets beskrivelse af reglerne for hjemmeundervisning 

Fagcenter Børn og Familier sikrer desuden, at dit barn udmeldes af folkeskolen. 

 

 Det er barnets distriktsskole, der fører tilsyn med den undervisning barnet/børnene får i hjemmet. Distriktsskolen kontakter jer inden afholdelsen af tilsyn.

Som udgangspunkt afholdes der et årligt tilsyn, men hyppigheden af tilsyn kan øges ved behov.

Tilsynet føres ved gennemgang af konkret dokumentation for undervisning f.eks. undervisningsmateriale, dagbøger, produkter og andre relevante evalueringsredskaber.

Derudover vil der være en samtale med hjemmeunderviser og barnet, hvor der vil være fokus på, om den fremviste dokumentation i tilstrækkelig grad formidler læring, og hvilke ændringer der evt. vil være behov for.

Der udarbejdes en tilsynserklæring efter hvert tilsyn, hvor det vurderes, om undervisningen står mål med, hvad der kræves i folkeskolen. Dette notat sendes til forældrene og opbevares på den hjemmeundervistes sag i Sorø Kommune. 

 

Hvis du ønsker at stoppe hjemmeunderundervisningen og indskrive barnet i en anden skole, meddeles dette skriftligt til plads@soroe.dk  att. Ophør af hjemmeundervisning

Den skriftlige meddelelse skal indeholde:

Besked om ophør af hjemmeundervisning

·       Elevens navn og cpr. nummer.

·        Skolens navn, hvor barnet er indskrevet efter endt hjemmeundervisning.

·        Dato for indskrivning på skolen.

Vi sender dig en kvittering for at vi har modtaget dit ophør af hjemmeundervisning. 

I Danmark er der pligt til, at alle børn modtager undervisning fra det år, de fylder 6 år.

Undervisningen skal ske iflg. bestemmelserne i Folkeskoleloven eller Lov om friskoler og private grundskoler mv.

Undervisningen skal, jf. Grundlovens § 76, stå mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen. Det vil sige, at elever, der forlader 9.klasse efter hjemmeundervisning, skal have fået en undervisning, som giver dem de samme muligheder for at komme videre, som hvis de havde gået i folkeskolen.

Hjemmeundervisning hører under Bekendtgørelse af Lov om friskoler og private grundskoler m.v.

Vil du selv sørge for undervisning af dit barn?

Giv os besked

Når du skal give os besked om opstart af hjemmeundervisningen, skal du sende os nogle oplysninger.

Vi skal vide 

  • Oplysning om forældremyndighedsindehavere, herunder fulde navne og cpr numre.
  • Oplysning om hvilke børn der hjemmeundervises
  • Hvor undervisningen skal foregå
  • Hvem der skal undervise børnene

Du modtager en kvittering, og du vil efterfølgende blive kontaktet af Sorø Kommunes skolekonsulent. 

Giv besked om hjemmeundervisning

Kontaktinfo

Skoleindskrivningen
Telefontid

Mandag    10-15
Tirsdag     10-15
Torsdag    10-17
Fredag      10-13