Sorø Kommunalbestyrelse har i henhold til planlovens § 24 vedtaget at fremlægge forslag til ’Lokalplan SK 94 – Samlingssal og kantine i Avlsgården på Akademigrunden i Sorø’ i offentlig høring.
Lokalplanforslagets indhold
Planforslaget er udarbejdet for at skabe det planmæssige grundlag for opførelse af en samlingssal og kantine i det åbne gårdrum på den firelængede gård Avlsgården, der ligger på Akademigrunden, øst for Sorø Klosterkirke. Derudover er det formålet med lokalplanen at fastsætte bevaringsbestemmelser for Avlsgården.
Lokalplanforslaget har til formål at sikre hensynet til Avlsgårdens bevaringsværdier, Sorø Klosterkirke og det omkringliggende kulturmiljø, samt til resten af Sorø by, mens der samtidig skabes rammer for en ny samlingssal og kantine i Avlsgårdens eksisterende gårdrum.
Planen har fokus på at til- om- og nybyggeri harmonerer med de eksisterende bygninger på Akademigrunden.
Du har mulighed for at komme med bemærkninger til lokalplanforslaget
Planforslaget er i offentlig høring i perioden frem til den 4. december 2026.
Vi skal derfor have modtaget dine bemærkninger på mail plan@soroe.dk senest den 4. december 2026 inden midnat.
Du skal give besked, hvis du ikke vil have, at vi gør dit navn m.m. offentligt tilgængeligt
Når du indsender bemærkninger til planforslaget, vil dit navn og din adresse, samt evt. e-mail og telefonnummer, komme til at fremgå af et offentligt tilgængeligt notat om de indkomne bemærkninger i høringsperioden, som følger sagen ved den politiske behandling af planens endelige vedtagelse.
Ønsker du ikke at give samtykke til dette, bedes du nævne det, når du fremsender dine høringsbemærkninger.
Anvendelse af området må ikke foregribe lokalplanen
Indtil lokalplanforslaget er endeligt vedtaget af kommunalbestyrelsen, må de ejendomme, der er omfattet af forslaget, ikke udnyttes på en måde, som kan foregribe indholdet af den endelige plan. Der gælder efter planloven et midlertidigt forbud mod udstykning, bebyggelse og ændring af anvendelsen. Den eksisterende lovlige anvendelse af ejendommene kan fortsætte som hidtil.
Når fristen for fremsættelse af indsigelser og ændringsforslag er udløbet, kan kommunalbestyrelsen give tilladelse til udnyttelse af en ejendom i overensstemmelse med forslaget.
Disse midlertidige retsvirkninger gælder fra planforslagets offentliggørelse og indtil forslaget er endeligt vedtaget, dog højst i et år.
Lokalplaner
En lokalplan fastsætter bestemmelser om anvendelse, bebyggelse, materialer, veje, grønne områder og lignende inden for et område.
Skal du bygge nyt, bygge om eller på anden måde ændre på din ejendom (f.eks. male, skilte eller lægge nyt tag), er det en god idé at undersøge, om en lokalplan rummer særlige bestemmelser om din ejendom.
Find din lokalplan på Sorøkortet
Miljøvurdering
Der er gennemført en screening af de miljøpåvirkninger, som lokalplanens gennemførelse vil kunne medføre. Konklusionen er, at lokalplanens gennemførelse ikke vurderes at kunne få væsentlig indvirkning på miljøet. Du kan læse mere i miljøvurderingsscreeningsskemaet eller i lokalplanforslaget.
Kommunalbestyrelsen har i henhold til ”Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM)” besluttet, at der ikke foretages en miljøvurdering af planforslaget.
Du kan klage over beslutningen om, at der ikke skal foretages en miljøvurdering. Se klagevejledning herunder.
Læs miljøvurderingsscreening og afgørelse
Klagevejledning
Du kan klage over Sorø Kommunes beslutning om, at der ikke skal foretages en miljøvurdering af lokalplanforslaget.
Klagen skal indsendes til Planklagenævnet senest 4 uger efter at lokalplanforslaget er annonceret her på hjemmesiden.
Når du klager, skal du betale et gebyr på kr. 900 for privatpersoner og kr. 1800 for virksomheder/foreninger. Du betaler gebyret med betalingskort i Klageportalen. Du kan finde yderligere oplysninger om klageportalen på Nævnenes hus hjemmeside. Et link til klageportalen kan findes længere nede i teksten.
Du kan kun klage over retlige spørgsmål. Det vil sige, at du kan klage over afgørelsen, hvis du mener, at kommunen ikke har haft ret til at træffe den. Du kan derimod ikke klage over, at kommunen efter din opfattelse burde have truffet en anden afgørelse.
En eventuel klage skal du fremsende direkte til Planklagenævnet via den digitale klageportal.
