"Det er meget atypisk Holberg, at vi sidder her og smæsker os!"
Latteren bredte sig blandt de 27 deltagere, da Holberg-ekspert Jeanette Rask Bertelsen fra Sorø Museum onsdag eftermiddag bød velkommen til Holberg-vandring på Sorø Museum. Foran deltagerne stod kaffe fra Lokalristeriet og en særlig Holberg-lagkage skabt af Sejers Konditori. Og selv om den berømte digter og samfundssatiriker måske ville have løftet et øjenbryn over lagkagen, ville han næppe have haft noget imod kaffen.
For kaffe var nemlig en af Ludvig Holbergs store lidenskaber.
Mens deltagerne nød kaffe og kage, læste Jeanette højt af Holbergs epistel 91, hvor han lovpriser kaffens nærmest mirakuløse egenskaber. Ifølge Holberg kunne den hjælpe mod alt fra tandpine til mavepine og hovedpine.
Dermed var scenen sat for en eftermiddag, hvor historien ikke blot blev fortalt, men oplevet med både ører, øjne og smagsløg.
Herfra gik turen videre gennem Holbergs Sorø med stop ved Sorø Museum, De Unge Herrers Gaard ved biblioteket, Klosterporten, Holberg-statuen med de to muser i Akademihaven og Sorø Klosterkirke, hvor Ludvig Holberg ligger begravet.
Undervejs fangede Jeanette Rask Bertelsens levende fortællinger deltagerne fra første skridt til sidste. Med oplæsninger fra epistlerne, skarpe anekdoter og overraskende historier om både mennesket og samfundsdebattøren Holberg trådte den næsten 300 år gamle forfatter frem som et levende og aktuelt menneske.
Mange kender navnet Ludvig Holberg. Færre kender historierne. Men denne eftermiddag blev de genfortalt på de steder, hvor Holberg selv færdedes, tænkte og efterlod sine spor.
Holberg-vandringen er blevet til i et samarbejde mellem Sorø Bymidteprojekt, Sorø Museum og Sorø Bykontor. Samarbejdet er samtidig et eksempel på en ny måde at skabe oplevelser i byen på: Ved at koble eksisterende aktører, fortællinger, produkter og steder sammen til nye oplevelser.
I stedet for at opfinde noget helt nyt handler det om at sætte spotlight på det, Sorø allerede har. Holbergs historie, museets faglige viden, lokale producenter som Sejers Konditori og Lokalristeriet samt byens særlige kulturmiljø bliver tilsammen til en oplevelse, som hverken aktørerne eller stederne kunne skabe alene.
Vandringen er samtidig med til at synliggøre de kulturhistoriske ruter og fortællinger, der allerede findes i Sorø, og invitere både borgere og gæster til at opleve byen på nye måder.
Den store interesse betyder, at der allerede ligger endnu en Holberg-vandring i kalenderen, den 8. oktober, hvor flere får mulighed for at gå i den berømte forfatters fodspor gennem Sorøs historiske gader og grønne omgivelser.
Og måske også drikke en kop kaffe i hans ånd. Bare uden forventningen om, at den helbreder alt. Selv om Holberg nok ville have påstået det.
Du kan læse mere om Holberg-vandringen den 8. oktober og købe billet lige her
