Pressemeddelelse

Jobcenter skifter navn til JOBSorø

01-05-2026

Den kommunale beskæftigelsesindsats i Sorø Kommune får nyt navn. Det har Erhverv, Beskæftigelse og Socialudvalget besluttet. Fremover hedder jobcentret JOBSorø.

Når borgerne fremover henvender sig til Sorø Kommune for hjælp til beskæftigelse, vil indsatsen være samlet under navnet JOBSorø. Navneskiftet sker i forlængelse af den nationale reform af beskæftigelsesområdet, som siden 1. februar 2026 har givet kommunerne større frihed til selv at tilrettelægge indsatsen lokalt, herunder også valg af navn.

”Mange forbinder Jobcenter med et system, der kan virke tungt og langt fra hverdagen. Med JOBSorø vil vi vise, at vores fokus er helt enkelt: at hjælpe mennesker videre i job, uddannelse eller tættere på arbejdsmarkedet,” siger Susanne Borggaard, formand for Erhverv, Beskæftigelse og Socialudvalget.

Det nye navn skal gøre det lettere for både borgere, virksomheder og samarbejdspartnere at forstå, hvad beskæftigelsesindsatsen handler om og hvor de kan henvende sig.

Navneændringen ændrer ikke på den hjælp og de tilbud, borgerne kender i dag. Medarbejderne, indsatserne og støtten er fortsat den samme.

”For os handler beskæftigelsesindsatsen grundlæggende om, at alle har ret til et job eller til den støtte, der skal til for at komme tættere på arbejdsmarkedet. Det er præcis det, vi vil signalere med navnet JOBSorø,” siger Susanne Borggaard.

For uddybende spørgsmål kontakt

Nicolai Windfeld Mathiasen, Arbejdsmarkeds- og Borgerservicechef, nwinm@soroe.dk.