Hvert år undersøger Børne- og Undervisningsministeriet trivslen blandt landets folkeskoleelever og i Sorø Kommune er trivslen samlet set steget sammenlignet med sidste år.
“Det er meget positivt, at trivslen stiger. Trygge elever lærer bedre, og derfor er det vigtigt, at vores elever har det godt. Resultaterne viser, at indsatsen på skolerne virker, men også at vi fortsat har noget at arbejde med. Heldigvis har vi rigtig gode og kompetente mennesker ansat på vores skoler, der alle sammen arbejder for at skabe en bedre hverdag for vores børn. Så jeg har tiltro til, at vi nok skal komme i mål,” siger formand for Børn og Undervisningsudvalget, Nicolai Sandager.
Målingen undersøger faglig trivsel, ro og orden, social trivsel, støtte og inspiration samt en samlet indikator for generel trivsel blandt folkeskoleeleverne. Trivselsscoren angives på en skala fra 1 til 5, hvor 5 udtrykker den højest mulige trivsel. Skolerne i Sorø Kommune ligger samlet på 3,6 i generel trivsel, som svarer til landsgennemsnittet. Sidste år lå kommunens folkeskoler på 3,5.
Frikvartersklubber skaber trivsel
Skolerne i Sorø Kommune arbejder løbende med at skabe trivsel blandt eleverne og en række initiativer er sat i gang, for at sikre, at eleverne har det godt, når de er i skole.
På Pedersborg Skole har de frikvartersklubber for at skabe øget trivsel. Her kan de elever, som har brug for rolige rammer i pauserne vælge aktiviteter som strik og broderi i dæmpede omgivelser eller arbejde med legokonstruktion og teknologi sammen med elever fra andre klassetrin:
“Rammerne for aktiviteterne er trygge, fordi der altid er en synlig og tilgængelig medarbejder, som sætter retningen og sørger for, at den bliver fulgt. Det betyder, at konfliktniveauet er helt i bund,” fortæller skoleleder på Pedersborg Skole, Helene Bæhr.
Samlet peger resultaterne og de lokale indsatser på, at arbejdet med trivsel gør en positiv forskel for eleverne i Sorø Kommune.
Yderligere informationer
Trivselsmålingerne kan læses her:
Find mere information om trivselsmålingen på Børne- og Undervisningsministeriets hjemmeside:
For uddybende spørgsmål kontakt
Morten Mygind, Centerchef Børn og Familier, 23639329, momje@soroe.dk
