PRESSEMEDDELELSE

Sorøs bymidteprojekt inviterer til kick-off: Kom forbi til snak og idéer

05-02-2026

Onsdag den 18. februar kl. 15–18 inviterer bymidteprojektet Sammen om Sorø – Bæredygtig Bymidte og Erhverv alle interesserede til en åben kick-off eftermiddag i Sorø bymidte.

Kick-off’en er en uformel eftermiddag, hvor man kan kigge forbi det midlertidige kontor i bymidten, stille spørgsmål og høre mere om projektet, og komme med ideer til en levende bymidte i Sorø.

 ”Vi åbner døren ind til projektet for at fortælle om noget af det, vi gerne vil i de næste tre år – og vi inviterer alle til at være med til at komme med idéer og håb for fremtidens bymidte”, fortæller projektleder Oleg Koefoed.

Kom forbi og del dine tanker
På dagen kan man møde projektteam og partnere og få et indblik i, hvilke spor projektet arbejder med, og hvordan det spiller ind i udviklingen af bymidten i de kommende år. Der vil også være mulighed for at deltage i små, kreative og uformelle aktiviteter, som skal give et billede af byens stemninger og ønsker, uden at man behøver at forberede noget på forhånd, fx:

  • Leg med idéer til et bymidtelogo
  • Sæt markeringer på et kort over Sorø bymidte: steder, der betyder noget særligt, og steder, hvor man savner liv, ophold eller nye muligheder

Input og samtaler fra eftermiddagen bliver brugt som inspiration og pejlemærker i projektets videre arbejde, men kick-off’en er først og fremmest en mulighed for at komme forbi og få en snak, og “lette hjertet”, hvis der er noget, man gerne vil dele. Der er lagt op til en uformel eftermiddag, hvor man kan komme og gå, som der passer. Der vil være pandekager og kaffe til arrangementet.

Praktisk information

Tid: Onsdag den 18. februar kl. 15–18
Sted: ”Vaskehuset” i fængselsgården bag Det Gamle Rådhus. Indgang via den grønne port i Storgade.
Tilmelding: Ingen tilmelding, man møder bare op.

Yderligere information

Sammen om Sorø – Bæredygtig bymidte og erhverv er et udviklingsprojekt, som har fået en bevilling på 10 millioner kroner fra Erhvervsstyrelsens pulje ”Levende og Bæredygtige Bymidter”, finansieret af EU's regionalfond, til at skabe mere liv og bæredygtig sammenhæng i Sorøs bymidte. Projektet løber frem til december 2028.

For uddybende spørgsmål kontakt

Oleg Koefoed, Projektleder, oleko@soroe.dk, 24593914 eller Karen Plesner, Projektmedarbejder, kvehp@soroe.dk, 23454402