Pressemeddelelse

Nu stiger pulsen på Sorø Borgerskole

25-09-2024

Som noget nyt sættes legende bevægelse, hvor pulsen kommer op, fast ind i skoleskemaet for 8.B på Sorø Borgerskole, så de sammen får hjerteaktivitet til at give hjerneaktivitet.

Hjertet er hjernens bedste ven. Derfor få 8.B på Sorø Borgerskole resten af dette skoleår fast PULS på skoleskemaet tre gange om ugen som supplement til den ugentlige idrætsundervisning.

Mandag, onsdag og fredag klokken 9 og 30 minutter frem skal eleverne være fysisk aktive, lege en masse og have pulsen op. Til PULS handler det ikke om at være god eller mindre god til noget, men om at være sammen om at have bankende hjerter.

Skræddersyet tiltag

PULS er et bevægelsestiltag fra den danske NGO Just Human, Københavns Professionshøjskole og Dansk Skoleidræt. Med Sundhedsstyrelsen i ryggen er de tre aktører klar til at hjælpe skoler i Danmark med at afprøve tiltag til gavn for børn og unges sundhed, trivsel og læring.

Sorø Borgerskole får dermed god støtte til afprøvningen af det nye bevægelsestiltag og til at skræddersy indsatsen til netop Borgerskolens kultur, faciliteter og skema. Malene Härstedt, skoleleder på Sorø Borgerskole, udtaler:

”Vi glæder os til at sætte dette projekt i gang og har tårnhøje forventninger til, at både elever og voksne mærker de positive effekter både i forhold til koncentration og læringsudbytte og fællesskabet om mere bevægelse, der kun kan gøre godt.”

Bevægelse for bedre læring

Chris MacDonald, der er human fysiolog og stifter af Just Human, bifalder det nye tiltag på Sorø Borgerskole:

”De har taget en virkelig god beslutning på Sorø Borgerskole om at prøve kræfter med PULS. Bevægelse er gødning for vores hjerner. Hvis en krop ikke har bevæget sig i den sidste time, så tror hjernen ikke, at der er noget vigtigt at lære. Skoleledere, lærere og forældre derude, følg Sorø Borgerskole og følg gerne trop.”

I første omgang bliver PULS sat på skemaet i 8.B, men skoleleder Malene Härstedt håber, at tiltaget på sigt kan udbredes til flere klasser.

”Bevægelse er ikke kun godt for den fysiske sundhed; vi får også nemmere ved at fokusere, huske, lære nyt og koncentrere os, når kroppen kommer mere i spil, og vi får pulsen lidt op. Jeg glæder mig til at se, hvad en alsidig skoledag med mere bevægelse og leg kan gøre for både elever og lærere,” afslutter hun. 

Læs mere om PULS her

Senest opdateret 25-09-2024