Pressemeddelelse

Alle partier i kommunalbestyrelsen indgår budgetaftale for Sorø Kommune med velfærd og investeringer i højsædet

23-09-2024

Samtlige partier i Sorø Kommunes kommunalbestyrelse har indgået budgetaftale for 2025. Budgetaftalen prioriterer både kernevelfærd, vækst, udvikling og investeringer, samtidig med at kommunen overholder de økonomiske rammer og opretholder en forsvarlig kassebeholdning. Aftalen understøtter kommunens Vision 2026 ’Sammen om det aktive og bæredygtige liv’, der fokuserer på at fremme det gode hverdagsliv, levende lokalsamfund, et godt erhvervsklima samt en styrket klimaindsats.

Alle partier i kommunalbestyrelsen har indgået et budgetforlig for 2025. Budgettet sikrer den kommunale velfærd og rummer også øgede udgifter til kommunal velfærd på 72 mio. kr. i forhold til 2024. Samtidig prioriteres der anlægsudgifter på ca. 280 mio. kr. over hele budgetperioden 2025-28, der skal understøtte kernevelfærd, vækst og udvikling.

Borgmester Gert Jørgensen udtaler:

"Denne budgetaftale viser, at vi i Sorø Kommune kan balancere mellem økonomisk ansvarlighed og ambitiøse visioner. Vi investerer i velfærden og fremtidens løsninger, samtidig med at vi passer på kommunens økonomi. Det er en aftale, der ikke blot sikrer stabilitet i dag, men som også lægger spor ud for en positiv udvikling fremover. Jeg er særligt tilfreds med, at aftalen også balancerer udviklingen på tværs af Sorø Kommune."

Borgmester Gert Jørgensen lægger særlig vægt på, at aftalen er indgået af alle partier i kommunalbestyrelsen. Gert Jørgensen udtaler:

“Vi har haft nogle gode og konstruktive forhandlinger, og jeg er glad for, at det er samtlige partier, der står bag budgetaftalen for 2025. Alle har lagt mange kræfter og vilje til kompromisser ind i arbejdet, der sikrer stabile rammer for velfærden og økonomien.”

Budgetaftalen skal nu omformes til et såkaldt ændringsforslag til det tekniske budgetforslag frem mod kommunalbestyrelsens 2. behandling af budgettet den 9. oktober 2024.

Yderligere informationer

Læs budgetforligsteksten for Budget 2025 her

Senest opdateret 23-09-2024