Sorø Kommunes Naturpulje har i 2024 delt 400.000 kr. ud til 17 gode, naturfremmende projekter, som ansøgerne er i fuld gang med at få ført ud i livet. Naturpuljen støtter naturprojekter i by og på land, og begge steder er der spændende projekter i gang.
Bynatur og flere levesteder
I byerne er der i år fokus på at skabe flere levesteder for insekter, smådyr og fugle samt at udbrede kendskabet til bynaturen. Flere institutioner, skoler og foreninger arbejder med at trække naturen ind i byen ved at plante hjemmehørende, blomstrende træer og buske, anlægge vilde blomsterenge og etablere naturbaser.
I oktober holdt Frederiksberg Skole plantedag, hvor elever og forældre plantede træer og buske for at omdanne skolegårdens grønne plæne til biodiversitetsområde. Biodiversitetsområderne giver børn og unge mulighed for at følge årets gang og gå på opdagelse i naturen.
Springfrø og kællingetand får en hjælpende hånd
På landet er foreninger, institutioner og privatpersoner også godt i gang med at give naturen en hjælpende hånd. Flere steder bliver der oprenset eller gravet nye søer til gavn for springfrø, strandtudse, stor vandsalamander og vandnymfer. Der bliver anlagt jord- og stendiger, og i et par gamle grusgrave på Smedevej bliver der ryddet kratopvækst af træer og buske, så blåhat, kællingetand og vokshatte på overdrevet får det nødvendige lys til at trives.
Puljen er åben for nye idéer
Sidder du med en god idé til et naturprojekt, så er Naturpuljen nu åben for nye ansøgninger indtil den 19. januar 2025.
Find flere oplysninger om Naturpuljen samt ansøgningsskema her