Nyhed

Ny autorisationsordning for nedrivning af asbest

16-08-2024

Folketinget har vedtaget en ny lov om at nedrivning af asbest kræver en særlig autorisation. Den nye autorisationsordning betyder, at du både som privat og som virksomhed ikke længere må nedrive asbest uden autorisation efter årsskiftet.

Den nye autorisationsordning for nedrivning af asbestholdigt materiale træder i kraft 1. juli 2024, og kravet om autorisation gælder endeligt fra 1. januar 2025.

Dette betyder at virksomheder har indtil den 1. januar 2025 til at opnå autorisation.

For private boligejere betyder det, at de fra den 1. januar 2025 ikke selv må nedrive asbest.

Det er dog Arbejdstilsynets klare anbefaling, at private allerede i dag får hjælp til for eksempel nedrivning af et asbesttag fra professionelle.

Overtrædelse af de nye regler kan resultere i bødestraf.

Ikke-autoriserede virksomheder og private må dog udføre kortvarigt nedrivningsarbejde af mindre karakter som for eksempel nedtagning af enkelte asbestholdige tagplader eller enkelte fliser fastgjort med asbestholdig fliseklæb. Der er her altså ikke tale om et halvt tag, eller et helt badeværelse.

Hvis du udfører kortvarigt nedrivningsarbejde af mindre karakter med asbest, så husk, at der altid er en sundhedsrisiko ved håndtering af asbest/eternit, hvorfor det anbefales at du anvender egnet åndedrætsbeskyttelse, heldragt samt andet relevant sikkerhedsudstyr.

Læs mere om den nye autorisationsordning her:

Autorisation for nedrivning af asbest - Arbejdstilsynet

Affald

Teknik, miljø og drift
Ring til 5787 6000 og spørg efter affaldsafdelingen