Danish Drum Company (DDC) er et dansk rytmisk ensemble, der gennem de seneste år positioneret sig i krydsfeltet mellem live percussion, scenekunst og elektronisk musik.
DDC blev etableret i 2001 af Brian Jensen og David Hildebrandt, begge klassisk uddannet ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Brian Jensen har desuden en baggrund som musiker i Den Kongelige Livgarde og har medvirket ved flere officielle arrangementer for Kongehuset. En af de mest markante optrædener var hyldestshowet "Den største tak – Dronning Margrethe" i samarbejde med blandt andre Safri Duo. Netop dette samarbejde har senere foldet sig ud i andre formater – for eksempel i en opsætning på Bakken, der understreger ensemblets alsidighed og evne til at tilpasse sig vidt forskellige scener og publikummer.
De seneste år har været præget af en tydelig udvikling. DDC har spillet med internationale navne som Plastic Funk og andre dj’s, optrådt ved Club Awards, Comedy Awards og flere tv-shows og har skærpet sit udtryk i krydsfeltet mellem elektronisk musik og analogt trommespil. Gruppen har dermed udvidet sit repertoire og bevist, at rytmisk slagkraft kan bygges af meget mere end klassiske instrumenter.
En central del af DDC’s signatur er brugen af alle tænkelige elementer som lydkilder: Vand, ild, skraldespande, trommer, percussion og kroppen selv bliver inddraget i shows, hvor alt fra storladne ensembleoptrædener til intime klappenumre skaber variation og overraskelse. Det er performativt, kropsligt og musikalsk i ét – og designet til at vække både forundring og begejstring.
På Klima- og bæredygtighedstorvet får I en smagsprøve på DDCs storslåede rytmiske univers.