Kørsel
Forskellige muligheder for kørsel:
Flextur
- Flextur er et supplement til den kollektive trafik og er kørsel mellem to adresser, som du selv vælger.
- Flextur kan benyttes af alle, og du betaler selv for kørslen.
- Flexture køres af taxaer og liftvogne, men er ikke taxakørsel, da du ofte kører sammen med andre, der også har bestilt kørsel. Du kan derfor ikke altid være sikker på, at du bliver kørt direkte, men du betaler naturligvis kun for den direkte afstand til din destination.
- Du kan bestille flextur hos Movia på tlf. 70 26 27 27.
Kørsel til læge og speciallæge
- Som hovedregel skal du selv betale for kørslen til og fra læge og speciallæge.
- Hvis du er pensionist og er i sygesikringsgruppe 1, kan du bevilges kørsel til læge/speciallæge, hvis du af helbredsmæssige årsager ikke kan benytte den kollektive trafik (bus/tog).
- Du kan få bevilget kørsel til nærmeste speciallæge. Hvis du har valgt en anden læge, skal du selv sørge for kørsel eller benytte Flextur.
- Du kan bestille kørsel til egen læge, speciallæge og Laboratoriet Filadelfia hos Borgerservice på tlf. 57 87 65 06.
- Du kan ikke bestille liggende transport.
Kørselsgodtgørelse
- Du kan søge om kørselsgodtgørelse, hvis du selv har sørget for transport til læge/speciallæge.
- Der er forskellige regler alt efter, om du er pensionist eller ej.
- For at få kørselsgodtgørelsen, skal du sende dokumentation fra lægen/speciallægen om, at du har været i konsultationen, til Borgerservice. Den bliver derefter refunderet med et beløb svarende til, hvad det ville have kostet, hvis du havde benyttet den kollektive trafik til den læge/speciallæge der er tættest på din bopæl.
Kørsel til sygehus
- Hvis dit helbred tillader kørsel i egen bil eller brug af
offentlige transportmidler,
skal du selv sørge for befordring til og fra undersøgelse eller behandling på sygehuset. - Region Sjælland kan sørge for befordring eller udbetale godtgørelse til og fra behandling på et sygehus, hvis du opfylder gældende regler.
- Du kan læse mere om patientbefordring - transport og kørsel til og fra behandling på Region Sjællands hjemmeside.
Kørsel til lægevagten
- Som hovedregel skal du selv sørge og betale for transport til vagtlæge.
- Hvis du akut skal til lægevagten, er der mulighed for at få refunderet kørsel med taxa. Vi yder kun refusion til den nærmeste lægevagt. Du skal gemme kvitteringer for kørslen med taxa og kontakte Borgerservice på tlf. 57 87 65 06 for at få refusion af udgiften.
Kørsel til fysioterapeut, tandlæge m.fl.
Der betales som hovedregel ikke udgifter til kørsel, hvis du skal til behandling hos fodterapeut, fysioterapeut, kiropraktor, psykolog, tandlæge eller tandtekniker,
Er du særlig økonomisk vanskeligt stillet, hvilket betyder, at du ikke selv kan betale for udgiften til kørslen kan du som:
Folkepensionist eller førtidspensionist, som har fået tilkendt førtidspension før 1/1-03, søge om personligt tillæg.
Alle andre incl. førtidspensionister, som har fået tilkendt førtidspension efter 1/1-03, kan søge en enkeltydelse til udgiften, hvis du opfylder kravene hertil.
Kørsel til bandagist
- Hvis du er bevilget et hjælpemiddel og skal til afprøvning hos f.eks. en bandagist, kan du søge om kørsel dertil.
- Du skal kontakte Borgerservice på tlf. 57 87 65 06.
Handicapkørsel (Flexhandicap)
- Hvis du er stærkt bevægelseshæmmet, blind og/eller stærkt svagtsynet og over 18 år, kan du søge handicapkørsel. Du kan kun komme med i ordningen, hvis du ikke er i stand til at benytte offentlige transportmidler med hjælp fra en ledsager.
- Du skal være kørestolsbruger eller have et ganghjælpemiddel som eksempelvis rollator, gangbuk eller albuestokke, eller være blind/stærkt svagsynet. Kørestol eller ganghjælpemiddel skal være bevilget af det offentlige / kommunen.
- Kørslen omfatter kørsel til fritidsaktiviteter/-gøremål, som eksempelvis besøg hos familie og venner, indkøb, fritids- og kulturaktiviteter, tandlæge, blodprøvetagning, privat fysioterapi og lignende. Du kan som udgangspunkt ikke benytte ordningen til kørsel til læge eller speciallæge.
- Det er en visitator (sagsbehandler) i Team Ældre, som skal vurdere, om du opfylder kriterierne for at blive optaget i kørselsordningen.
- Du kan ansøge på dette ansøgningsskema. Du skal udfylde og underskrive skemaet og sende det til Sorø Kommune, Team Ældre, Rådhusvej 8, 4180 Sorø.
- Du kan få mere at vide om kørselsordningen hos Trafikselskabet Movia.
- Hvis du allerede er bevilget handicapkørsel skal kørsel bestilles på tlf. 70 26 27 27.
Kørsel til træning og genoptræning på Sorø Sundhedscenter
- Kørsel til genoptræning på Sorø Sundhedscenter efter sygehusindlæggelse/behandling: Du skal selv sørge for transport. Er du af helbredsmæssige grunde ikke i stand til at tage offentlig transport, er der forskellige regler for kørsel eller kørselsgodtgørelse.
- Ønsker du at søge om kørselsgodtgørelse kan du få udleveret et ansøgningsskema på Sorø Sundhedscenter.
- Kontakt Sorø Sundhedscenter på tlf.: 57 87 71 40 mandag-fredag kl. 8.00-12.00.
- Kørsel til kommunal træning på Sorø Sundhedscenter, uden forudgående indlæggelse: Du skal selv sørge for transport. Der kan i specielle tilfælde og efter en konkret vurdering visiteres til kørsel med egenbetaling, der koster 50 kr. t/r, som opkræves via pension. Denne vurdering foretages samtidig med visitering til træning. Kontakt team ældre på tlf.: 78 76 40 35 - hverdage kl. 11.00-12.00.
Kørsel til dagcenter
Der kan i specielle tilfælde og efter en konkret vurdering tilbydes kørsel med egenbetaling for 50 kr. t/r, der opkræves via pension, til Dagcentret.
For yderlige information kontakt
Team Ældre
Tlf.: 57 87 62 59 mandag, tirsdag, torsdag eller fredag mellem 8.30 - 9.30
eller mail: socialservice@soroe.dk
Kørsel til logopæd/talepædagog
Du skal selv sørge for transport til logopæd/talepædagog. Kan du af helbredsmæssige årsager ikke benytte offentlig transport, kan du blive bevilget kørsel eller kørselgodtgørelse.
Ønsker du kørselsgodtgørelse kan du få udleveret et ansøgningsskema på Sorø Sundhedscenter
Kontakt:
Sorø Sundhedscenter
Tlf.: 57 87 71 40
Mandag til fredag kl. 8.00-12.00
Kontakt
Tors: 10.00-17.00
Fre: 10.00-13.00
4180 Sorø