Bofællesskabet Skovvej er et socialpædagogisk botilbud med træning, udvikling og vedligeholdelse af psykiske, sociale og praktiske færdigheder. Alle borgere på Skovvej 2B, Ruds Vedby har arbejde og er af sted hver dag.
Når man bor på Skovvej 2B forventes det, at man er med til at lave mad en dag om ugen, at man selv hjælper med de daglige gøremål som tøjvask/strygning, at skifte sengetøj osv., og man har en ugentlig arbejdsopgave som f.eks. at støvsuge stuen eller feje terrassen.
Borgerne på Skovvej 2B har købt en bus i fællesskab, som de deles om alle udgifter til.
Beliggenhed
Bofællesskabet er bygget op i en villa med adgang til have, terrasser, bålsted og hyggekroge, som man frit kan benytte. Villaen er beliggende i et parcelhusområde midt i landsbyen Ruds Vedby, 20 km fra Sorø centrum.
Boligerne
Bofællesskabet har plads til 5 borgere.
Den ene bolig ligger separat i et anneks ca. 15 meter fra hovedbygningen. Denne bolig er på 53 m2 og har eget toilet og bad.
De fire andre boliger ligger i hovedbygningen - to på førstesalen på cirka 60 m2, begge med altan og fælles bad/toilet - samt to på 44 m2 i kælderetagen med fælles bad/toilet.
Der er fælles køkken og opholdsstue, hvor man frit kan opholde sig, når man ikke ønsker at være i sin egen lejlighed.
Personale
Der er personale til stede i tidsrummet kl. 14:00 til kl. 9:00 på hverdage.
Mellem kl. 9:00 og kl. 14:00 er der ingen borgere hjemme og derfor heller ikke personale.
I weekenden er der personale 24 timer i døgnet.
Personalet hjælper med støtte og vejledning, samt personlig hygiejne efter behov, og hvad man ellers kan have brug for hjælp til.
Desuden er der ansat en pedel, der sørger for havearbejdet, og et rengøringsselskab, der gør rent i lejlighederne og på fællesarealerne.