1

Pasningsgaranti og datoer

Her kan du læse om, hvordan dit barn får plads i et pasningstilbud, SFO, SFO II og Ungdomsklubber i Sorø Kommune. Der er en del forskellige tilbud at vælge imellem. Du kan se de enkelte institutioner på www.soroe.dk Sorø Kommunes visitationsregler tager bl.a. udgangspunkt i dagtilbudslovens bestemmelser om pasningstilbud til børn, folkeskolelovens bestemmelser om SFO og de forskellige lovmæssige bestemmelser om klubtilbud.

1.1

Pasningsgaranti

Der er pasningsgaranti til alle børn fra de er 26 uger gamle og indtil skolestart.

Pasningsgarantien betyder, at et barn, der har været skrevet op til en plads i 3 måneder garanteres en plads i en dagpleje eller integreret institution i Sorø Kommune. Der gives ikke garanti for plads i en konkret institution eller hos en konkret dagplejer. Ved, manglende kapacitet er det vuggestuerne, der tilpasser.

Sorø Kommune anser pasningsgarantien for overholdt, når der kan tilbydes plads indenfor en radius af 10 km fra barnets bopæl til pasningstilbud. På lukkedage, hvor der tilbydes sampasning, vil afstanden dog kunne overstige en radius af 10 km. Plads- anvisningen søger altid at tilbyde plads til det ønskede. Hvis dette ikke kan opfyldes, prøver vi så vidt muligt at tilbyde en plads i nærområdet.
Du kan vælge ikke at være omfattet af pasningsgarantien og udelukkende blive skrevet op til en bestemt institution eller dagplejer.

Hvis du kun ønsker plads hos en bestemt dagplejer eller i en bestemt institution, er du ikke omfattet af pasningsgarantien og du skal derfor være indstillet på at der kan være ventetid.

Hvis du siger nej til en tilbudt plads, slettes dit barn fra ventelisten, og du skal skrive dit barn op på ny. Dit barn vil derefter være omfattet af pasningsgarantien efter 3 måneder.

1.2

Anciennitetsdato

Dit barn får anciennitetsdato fra den dag, du har opskrevet barnet via den digitale pladsanvisning på www.soroe.dk.

Anciennitetsdatoen har betydning i de situationer, hvor flere børn ønsker den samme institution, idet børn med højest anciennitet tilbydes pladsen først. Det er derfor vigtigt at du skriver dit barn op hurtigst muligt.

Som tilflytter har du ikke mulighed for at overføre din anciennitet fra din tidligere kommune.

1.3

Behovsdato

Når du søger om en plads til dit barn, skal du angive en behovsdato, som er den dato, hvorfra du ønsker pasning af barnet.

Hvis der opstår behov for pasning før den oprindelige behovsdato, kan der først garanteres en plads 4 uger efter, at den nye dato er meddelt til Pladsanvisningen, selvom barnet har stået på venteliste i 3 måneder.

1.4

Garantidato

Kommunalbestyrelsen har vedtaget pasningsgaranti.

Sammen med kvittering for ansøgning meddeler Pladsanvisningen en garantidato. Garantidatoen angiver det tidspunkt, hvor kommunen garanterer pasning.

Hvis barnet er skrevet op senere end 3 måneder før behovet for pasning, vil garantidatoen være 3 måneder fra den dag, du har opskrevet barnet via den digitale pladsanvisning på www.soroe.dk.

Det er Kommunalbestyrelsens mål, at alle børn kan tilbydes plads indenfor en radius af 10 km. På lukkedage, hvor der tilbydes sampasning, vil afstanden dog kunne overstige en radius af 10 km.

1.5

Orlov og pasningsgaranti

Der gives ikke pasningsgaranti i samme institution, hvis man i forbindelse med afholdelse af orlov og længerevarende ferie melder sit barn ud.

2

Ansøgning om plads

2.1

Ansøgning om pasning og optagelse på venteliste

Ansøgning om pasning skal ske via den digitale pladsanvisning på www.soroe.dk.

Senest 14 dage efter at du har skrevet barnet op via den digitale pladsanvisning, sender Pladsanvisningen skriftlig bekræftelse samt oplysning om garantidato.

2.2

Optagelse på venteliste

Ved ansøgning har du mulighed for at angive to ønsker til en bestemt institution/dagpleje.

Målsætningen er, at der tilbydes en plads, så hurtigt som muligt i forhold til dit ønske. Pladsanvisningen kan af kapacitetshensyn være nødt til at udnytte lovens maksimum for pasningsgaranti på 3 måneder.

Et barn, der er tildelt en vuggestueplads i en integreret institution, fortsætter automatisk til en børnehaveplads i samme integrerede institution. Du skal udelukkende reagere, hvis dit barn ikke skal fortsætte i samme institutions børnehave.

Ventelisten vises efter dagtilbudslovens §27 som er efter ansøgningsdato. Her sidestilles alle efter ansøgningsdato uanset behovsdato. Det betyder at den som er opskrevet først, vises først (ligger nummer 1). Hvis dit barn har et højt ventelistenummer og du har behov i indeværende år, kan du forvente at der enten går noget tid inden du får plads eller at du ikke får plads i den ønskede institution.

3

Tilbud om en plads

3.1

Visitation

Visitationen foregår efter anciennitetsprincippet, hvilket betyder, at en ledig plads tildeles det barn, der har været længst på ventelisten til den pågældende plads.

Sorø Kommune har ikke søskendegaranti, og du kan derfor ikke være sikker på, at dit barn får plads i samme institution som sine søskende.

I særlige tilfælde kan alle kriterier springes over til fordel for børn med særlige sociale og pædagogiske behov. Der kan f.eks. være tale om børn med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og dermed behov for plads i bestemt institution. Vurderingen er konkret i forhold til det enkelte barn og foretages med baggrund i henvisninger fra anden myndighed eller gennem dialog med andre enheder i kommunen. Dispensationen gives af Fagcenter Børn og Familier.

3.2

Indmeldelse

Et barn kan tidligst indmeldes i et pasningstilbud som følgende:

  • Dagpleje/vuggestue
    Tidligst når barnet er 26 uger. Der kan i særlige tilfælde gives dispensation. Dette sker efter en konkret vurdering i Pladsanvisningen.
  • Oprykning til børnehave
    Oprykning fra dagpleje/vuggestue til børnehave vil ske, når dit barn bliver 3 år.
    I praksis betyder det, at dit barn visiteres til børnehave den 1. i den måned dit barn bliver 3 år. Hvis du siger nej til det fremsendte tilbud om børnehaveplads efter barnet er blevet 3 år betragtes barnet som udmeldt af dagplejen/vuggestuen og slettes af ventelisten. Hvis du herefter får behov for pasning, skal du opskrive dit barn på ny, og du vil derefter være omfattet af pasningsgarantien efter 3 mdr.
  • Privat børnepasning
    Oprykning fra en privat pasningsordning (privat børnepasser eller pasning af egne børn) vil ligeledes ske, når dit barn fylder 3 år. Hvis du siger nej til det fremsendte tilbud om børnehaveplads efter barnet er blevet 3 år, slettes barnet fra ventelisten og det kommunale økonomiske tilskud frafalder. Hvis du herefter får behov for pasning, skal du opskrive dit barn på ny, og du vil derefter være omfattet af pasningsgarantien efter 3 måneder.


Besked om plads
Når du modtager tilbud om en plads, skal vi høre fra dig hurtigst muligt, og senest inden 5 hverdage.

Det er vigtigt, du kontakter os, uanset om du vil have pladsen eller ej. Hvis du ikke har behov for pladsen, er det vigtigt, at du fortæller os om dit ændrede behov, eller om du slet ikke skal bruge et pasningstilbud.

Hvis du siger nej til pladsen, eller hvis vi ikke hører fra dig, går vi ud fra, at du ikke har behov for pladsen. Derefter vil du blive slettet fra ventelisten. Hvis du herefter får behov for pasning, skal du opskrive dit barn på ny, og du vil derefter være omfattet af pasningsgarantien efter 3 mdr.


Overflytning mellem institutioner
Som udgangspunkt kan man ikke flytte sit barn mellem de forskellige institutioner.

1. prioritet opfyldt
Hvis du har fået opfyldt din 1.prioritet, kan du ikke være skrevet op til andre tilbud.

1. prioritet ikke opfyldt
Har du ikke fået din 1. prioritet, kan du fortsat være skrevet op til overflytning til denne institution. Hvis du senere får tilbudt overflytning til din 1. prioritet og takker nej til dette, kan du ikke længere være skrevet op til overflytning.

Ønske om overflytning grundet utilfredshed
Hvis du ønsker overflytning til en anden institution, som er begrundet i utilfredshed, skal du og den pædagogiske leder i første omgang indgå i en dialog om at løse problemerne. Der skal ligge dokumentation for at dialog er forsøgt.
Hvis du fortsat ønsker overflytning skal der sendes en anmodning til pladsanvisningen via den digitale post på www.soroe.dk.

Pladsanvisningen vil i samråd med dig og institutionslederen vurdere om ønsket om overflytning skal efterkommes. Dette skal ses som et ønske fra kommunens side om at sætte barnet i centrum.

Ved flytning af bopæl indenfor kommunen
Hvis du flytter indenfor kommunen, så afstanden fra hjem til institution overstiger 10 km og du ønsker plads i en anden institution til dit barn, skal du opskrive dit barn på ny. Dit barn har dog ret til at blive i det nuværende pasningstilbud tiden ud.

Tilflyttere
Som tilflytter kan du opskrive dit barn til pasning 3 måneder før du flytter til Sorø kommune. Dette betyder at dit barn vil være omfattet af pasningsgarantien når I flytter hertil.

4

Udmeldelse

Udmeldelse kan ske med en måneds varsel til udgangen af måneden via den digitale pladsanvisning på www.soroe.dk.

Når barnet overflyttes indenfor kommunegrænsen fra dagpleje til børnehave eller overflyttes fra et pasningstilbud til et andet alderssvarende pasningstilbud, skal der ikke ske udmeldelse.

5

Takster og tilskud

5.1

Forældrebetaling

Forældrebetalingen opkræves månedsvis forud i 11 måneder. Forældrebetalingen følger det pasningstilbud, som barnet er optaget i, uanset alder. Ved for sen betaling opkræves et gebyr.

Taksterne for forældrebetalingen findes på www.soroe.dk.

Der er pt. ikke indført frokostordning i kommunens institutioner.

5.2

Søskende- og fripladstilskud

Søskendetilskud
Hvis der i husstanden er flere børn indmeldt i pasningstilbud, gives søskendetilskud. Der betales fuld pris for den dyreste plads og halv pris for øvrige pladser.

Økonomisk fripladstilskud
Du kan søge om økonomisk fripladstilskud via den digitale pladsanvisning på www.soroe.dk.

Fripladstilskud af behandlingsmæssige grunde
Når et barn har et vidtgående fysisk eller psykisk handicap og barnet samtidig har ophold i et pasningstilbud af behandlingsmæssige grunde, kan forældrebetalingen i særlige tilfælde nedsættes. Efter fripladstilskud og søskendetilskud er fratrukket, nedsættes forældrebetalingen med 50%.

Socialpædagogisk fripladstilskud
Der kan bevilges socialpædagogisk fripladstilskud (nedsættelse af forældrebetalingen). Dette kan ske hvis barnets ophold i pasningstilbud er særlig påkrævet af sociale/pædagogiske grunde og betalingsspørgsmålet vanskeliggør barnets ophold eller forbliven i pasningstilbuddet. Det er Pladsanvisningen, der har ansvaret for, at ansøgningen bliver behandlet.

5.3

Tilskud til privat pasning

Sorø Kommune har valgt at give et økonomisk tilskud til forældre med børn under 3 år, der ønsker at ansætte en privat børnepasser i stedet for at benytte kommunens pasningstilbud.

Tilskud til privat pasningsordning indebærer, at forældrene indgår en aftale med en privat børnepasser eller en privat pasningsordning om pasning af barnet.

Børnepasseren/ordningen skal godkendes af kommunen, som desuden har forpligtelsen til at føre tilsyn.

Du kan få tilskud fra den dato, hvor barnet ville være blevet tilbudt en plads i kommunen. Det betyder, at dit barn skal være skrevet op til et pasningstilbud i Sorø Kommune efter de almindelige regler.

Du kan finde yderligere oplysninger om denne mulighed på www.soroe.dk.

5.4

Tilskud til pasning af egne børn

Sorø Kommune har valgt at tilbyde forældre et tilskud til pasning af egne børn fra 26 uger til 5 år, hvis du ikke ønsker at benytte et kommunalt pasningstilbud.

Du kan få tilskud fra den dato, hvor barnet ville være blevet tilbudt en plads i kommunen. Det betyder, at dit barn skal være skrevet op til et pasningstilbud i Sorø Kommune efter de almindelige regler.

Du kan finde yderligere oplysninger om denne mulighed på www.soroe.dk

5.5

Tilskud til privatinstitutioner

Sorø Kommune yder driftstilskud, bygningstilskud og administrationstilskud til børn, der optages i privatinstitutioner.

Tilskuddet udbetales direkte til den private institution fra det tidspunkt, hvor barnet bliver optaget.

Tilskuddet kan tidligst udbetales fra den dato, hvor barnet ville være blevet tilbudt en plads i kommunen. Det betyder, at dit barn skal være skrevet op til et pasningstilbud i Sorø Kommune efter de almindelige regler.

5.6

Deltidsplads til børn med forældre på barsels- eller forældreorlov

Forældre, hvor en eller begge forældre afholder fravær i medfør af barselsloven, har mulighed for at få en deltidsplads på 30 timer om ugen i et dagtilbud til børn i husstanden i aldersgruppen 26 uger og indtil skolestart mod en reduceret egenbetaling.

Retten til en deltidsplads gælder i én sammenhængende periode pr. barn. Åbningstiden for en deltidsplads er fra kl. 8.00-14.00. Er der brug for pasning uden for dette tidsrum, skal forældrene fastholde deres fuldtidsplads.

Ansøgning om deltidspladsen skal sendes til bopælskommunen senest 2 måneder før den ansøgte periodes start. Den ansøgte periode skal påbegyndes den 1. i måneden og slutte den sidste i en måned.

 

Opsigelse kan kun ske med en måneds varsel til den sidste dag i måneden.

Kombinationstilbud
Enlige forældre og forældrepar, hvor begge har et dokumenteret arbejdsbetinget behov for pasning uden for dagtilbuddenes almindelige åbningstid, har mulighed for et kombinationstilbud.

Kombinationstilbud giver familier mulighed for at kombinere pasning i dagtilbud med privat pasning uden for dagtilbuddets åbningstider. Kombinationstilbuddet indebærer, at barnet kan få en deltidsplads i et dagtilbud, samtidig med at forældrene modtager et tilskud fra kommunen til fleksibel pasning.

Skal dit barn indmeldes i et privat pasningstilbud, skal du selv melde dit barn ud af det kommunale tilbud.

Plads over kommunegrænsen
Du kan lade dine børn skrive på venteliste i andre kommuner, hvis ventelisten er åben for børn fra andre kommuner.

På www.ventelistelukning.dk kan du se, om den kommune du er interesseret i har åbne ventelister, eller få det oplyst på pladsanvisningen i den pågældende kommune. En lukning af ventelister gælder i 3 mdr. ad gangen.

Sorø Kommune yder tilskud til børn, der optages i institutioner udenfor kommunen. Tilskuddet udbetales direkte til institutionskommunen. Det kan højest udgøre udgiften til Sorø Kommunes egen gennemsnitlige pris, for en plads i den aldersgruppe, som barnet tilhører. Vælger du en dyrere plads i anden kommune, skal du selv betale det ekstra tilskud.

Alle børn har i forbindelse med flytning til en anden kommune ret til at bevare sin plads i dagpleje eller integreret institution. Forældrebetalingen opkræves af bopælskommunen. Yderligere information om plads over kommunegrænsen, samt om forældrebetalingen kan fås ved henvendelse til Pladsanvisningen.

6

SFO, SFO II og ungdomsklubber

6.1

SFO

Når dit barn går i skole, er der pladsgaranti i SFO fra 0.-3. klasse. Det er kun muligt, at få plads i SFO på den skole man er indskrevet i. Børn fra private skoler, kan ikke tilbydes plads i kommunale SFO’er.

Der findes 4 forskellige SFO-moduler:

Morgen  SFO fra åbningstid indtil skolestart samt alle ferier og feriefridage fra kl. 6.30 - 8.00.
Eftermiddag  SFO fra skoledagens afslutning til lukketid samt alle ferier og feriefridage fra kl. 8.00 - 17.00
Fuldtid  SFO fra åbningstid og fra skoledages afslutning samt alle ferier og feriefridage i hele SFO’ens åbningstid fra kl. 6.30 – 17.00.
Skolefridagsmodul 

SFO for børn, som ikke går i SFO til hverdag: Der gives pasning i ferie og på feriedage i hele SFO’ens åbningstid. Der betales for et år ad gangen. Hvis du melder dit barn ud af skolen i løbet af det år, fx på grund af flytning eller overgang til privatskole, vil der ikke blive refunderet betaling for den resterende periode.

Taksterne for forældrebetalingen findes på www.soroe.dk.

Tidlig SFO
Det år dit barn skal begynde i 0. klasse, starter barnet i tidlig SFO i april måned. Pladsanvisningen indmelder automatisk dit barn på et fuldtidsmodul og du skal tage stilling til, om dit barn skal fortsætte på et fuldtidsmodul fra 1. august.

Skal dit barn skifte modul eller udmeldes er det efter gældende varsel.

Indmeldelse
Indmeldelse ske fra dag til dag via den digitale pladsanvisning på www.soroe.dk.

Ændring af moduler
Ønskes en udvidelse af moduler kan dette ske fra dag til dag. Opskrivning sker på den digitale pladsanvisning på www.soroe.dk.

Ønskes et fravalg af moduler kan det kun ske med en måneds opsigelsesvarsel til udgangen af måneden. Ændringen skal ske på den digitale pladsanvisning på www. soroe.dk ved at du udmelder det modul, du ikke længere ønsker og skriver op til det modul, du ønsker fremover.

6.2

SFO II

Der tilbydes SFO II fra 4.-6. klasse for alle børn i de kommunale skoler.

Indmeldelse kan ske fra dag til dag på den digitale pladsanvisning på www.soroe. dk.

Udmeldelse kan ske med en måneds varsel til udgangen af måneden på den digitale pladsanvisning på www.soroe.dk.

Taksterne for forældrebetalingen findes på www.soroe.dk.

SFO II holder lukket i alle skoleferier. Der vil derfor være en kort periode uden mulighed for pasning for de nye, 4. klasses elever, fra 1/8 og indtil skolestart.

SFO II starter op efter sommerferien samtidig med skolerne.

6.3

Ungdomsklub

Der tilbydes ungdomsklub for alle fra 7. klasse til og med 18. år. Klubberne er beliggende i Dianalund, Ruds Vedby, Stenlille og Pedersborg.

Det er gratis at komme i ungdomsklubberne. Første gang den unge besøger en ungdomsklub, vil denne blive registreret.

Klubberne er lukkede i skoleferier og på skolefridag. Du kan læse mere på www.ung-soroe.dk.

7

Kontakt Pladsanvisningen

Kontakt Pladsanvisningen

Sorø Kommune
Pladsanvisningen i Børn og Familier
Rådhusvej 8
4180 Sorø
Telefon 57 87 65 01
Mail: plads@soroe.dk

Åbningstider

Mandag 10 - 15
Torsdag 10 - 17
Fredag 10 - 13