Helbredstillæg
- Du kan søge tillæg til udgifter, som du har pga. dit helbred, når du er folkepensionist, eller hvis du er tilkendt førtidspension før 1. januar 2003 (de gamle regler).
- Når Udbetaling Danmark har modtaget din ansøgning, beregner de, hvad din personlige tillægsprocent er og opgør din formue.
- Din personlige tillægsprocent viser, hvor meget du kan få i tilskud og tillæg ved siden af din pension.
- Du skal have en tillægsprocent på mere end 0%, for at du kan få tilskud til f.eks. briller, tandbehandling, medicin m.m.
- Hvis du får bevilget helbredstillæg, får du tilsendt et helbredskort. Samtidig giver Udbetaling Danmark kommunen besked.
- Du skal bruge NemID.
- Du skal vide, hvad din formue er, inden du begynder at søge.
Kan jeg få helbredstillæg?
Du kan søge kommunen om helbredstillæg, hvis du er folkepensionist. Du kan også søge, hvis du modtager førtidspension efter de gamle regler, dvs. reglerne fra før 2003.
Din personlige tillægsprocent og formue på ansøgningstidspunktet er afgørende for, om du kan få helbredstillæg. Vær opmærksom på, at du skal oplyse hvad din og din eventuelle ægtefælles/samlevers likvide formue er på ansøgningstidspunktet. Du kan ikke få helbredstillæg, hvis din likvide formue er over 93.000 kr. (2022) og 95.800 kr. (2023).
Ved opgørelsen af likvid formue indgår:
- indestående i danske og udenlandske pengeinstitutter m.v., herunder nedsparingslån og kassekredit med pant i fast ejendom samt udenlandske obligationer og pantebreve
- kursværdien af danske obligationer
- pantebreve i dansk depot
- kursværdien af deponerede, børsnoterede aktier
- kursværdien af investeringsforeningsbeviser
- kontant beholdning
- andre værdipapirer, både i Danmark og i udlandet.
Friværdi i fast ejendom bliver ikke regnet med i din likvide formue.
Er du gift eller har en samlever, bliver din ægtefælles/samlevers formue regnet med i formueopgørelsen.
Formuegrænsen gælder både på ansøgningstidspunktet og ved den årlige formueopgørelse.
Størrelsen af dit helbredstillæg afhænger af din personlige tillægsprocent. Hvis tillægsprocenten er mindre end 100, får du udbetalt tilsvarende mindre i helbredstillæg. Du kan ikke få helbredstillæg, hvis din personlige tillægsprocent er nul.
Den personlige tillægsprocent fastsættes af Udbetaling Danmark i forbindelse med beregningen af din pension. Du kan se størrelsen af din personlige tillægsprocent i de breve, du modtager fra Udbetaling Danmark med oplysninger om ændringer i din pension. Kommunen lægger Udbetaling Danmarks afgørelse om opgørelse af formue og den personlige tillægsprocent til grund ved sin afgørelse om helbredstillæg.
Hvordan får jeg helbredstillæg?
Det er vigtigt, at du søger om tilskud, inden du får udført behandlingen, hvis du har behov for udvidet helbredstillæg til tandproteser, briller eller fodbehandling.
Bor du i udlandet, skal du kontakte Udbetaling Danmark for at søge om helbredstillæg.
Hvor meget kan jeg få i helbredstillæg?
Helbredstillæggets størrelse afhænger af din personlige tillægsprocent. Tillægsprocenten bliver fastsat ud fra størrelsen af din og en eventuel ægtefælles eller samlevers indtægt. Jo højere din tillægsprocent er, desto mere kan du få i tilskud.
Et helbredstillæg dækker op til 85 pct. af dine egne udgifter. Får du udvidet helbredstillæg til tandproteser, briller eller fodbehandling, kan du få dækket op til 85 pct. af den faktiske pris. Men hvis kommunen har indgået en prisaftale i forhold til den hjælp, du søger om, kan du kun få dækket op til 85 pct. af den pris, der er aftalt i prisaftalen.
Du kan søge om et personligt tillæg til at dække den del af udgiften, du selv skal betale.
Dit helbredstillæg beregnes herefter i forhold til, hvor stor din personlige tillægsprocent er. Hvis tillægsprocenten er mindre end 100, får du udbetalt tilsvarende mindre i helbredstillæg. Du kan ikke få helbredstillæg, hvis din personlige tillægsprocent er nul.
Du kan se størrelsen af din personlige tillægsprocent i de breve, du modtager fra Udbetaling Danmark med oplysninger om ændringer i din pension.
Du betaler ikke skat af helbredstillæg.
Kan jeg få tillæg ud over helbredstillæg?
Du kan søge om et personligt tillæg som hjælp til betaling af den del af din helbredsudgift, som helbredstillægget ikke dækker. Måske kan du også få andre tillæg.
Hvis du vil klage
Hvis du ikke er enig i kommunens afgørelse, skal du klage til kommunen inden fire uger. Afgørelsen skal så genvurderes inden fire uger, fra klagen er modtaget. Hvis kommunen fastholder sin afgørelse, bliver din klage sendt videre til Ankestyrelsen, som tager stilling til afgørelsen.
Hvis din klage derimod vedrører Udbetaling Danmarks afgørelse om fastsættelsen af din likvide formue eller personlige tillægsprocent, skal du sende klagen til Udbetaling Danmark.
Vedrører din klage Udbetaling Danmarks afgørelse om helbredstillæg i udlandet, skal du også sende klagen til Udbetaling Danmark, som skal modtage din klage senest fire uger efter, du har modtaget afgørelsen. Udbetaling Danmark skal herefter vurdere afgørelsen igen og sender sagen videre til Ankestyrelsen, hvis du ikke får ret i din klage.
Kontakt
Tlf.: 70 12 80 61
Tors: 8.00-18.00
Fre: 8.00-15.00