Nyhed

Gratis online infomøde om Forældrepiloterne

15-01-2025

Sorø Kommunes gratis tilbud til forældre – ’Forældrepiloterne’ – starter igen til marts. Kom til online infomøde om tilbuddet torsdag den 6. februar og hør, om tilbuddet er noget for dig.

Sorø Kommune tilbyder endnu engang forløbet ’Forældrepiloterne’ til forældre med børn i alderen 3-10 år, der er udfordret med uro, opmærksomhed eller impulsivitet.

Det kan f.eks. dreje sig om, at:

  • Barnet ikke kan huske beskeder, let bliver afledt og glemmer ting.
  • Barnet er meget uroligt, snakker meget eller farer rundt.
  • Barnet afbryder og kommer til at gøre ting uden at tænke sig om.

Forløbet er for forældre, der bor i Sorø Kommune og ønsker støtte til bedre at kunne håndtere deres barns udfordringer. Forløbet er et tilbud fra kommunens Pædagogisk-Psykologisk Rådgivning (PPR).

Online informationsmøde for alle interesserede

Torsdag den 6. februar kl. 17-18:30 inviterer Pædagogisk-Psykologisk Rådgivning til et gratis, online informationsmøde for alle, der er interesserede i at høre mere om Forældrepiloterne.

Mikkel, som er psykolog i Sorø Kommunes PPR, fortæller om tilbuddet og om, hvem der kunne have gavn af at deltage i forløbet for at opnå en positiv forandring for både barn og forældre.

Ønsker du at deltage i informationsmødet, skal du sende en mail med navn og antal deltagere til Annette Brynjolf på abry@soroe.dk. Skriv ’Tilmelding information om Forældrepiloterne” i emnelinjen.

Tilmelding skal ske senest onsdag den 5. februar kl. 12.00.

Forældrepiloterne – gratis hjælp til positiv forandring

Forældrepiloterne løber over to måneder fra marts til maj 2025 med fire mødegange på Sorø Rådhus. En fast gruppe af forældre deltager ved de fire møder, som er ledet af vores psykolog Mikkel fra Sorø Kommunes Pædagogisk-Psykologisk Rådgivning samt en familiebehandler.

På møderne får forældrene vejledning og redskaber, der skal hjælpe dem med at håndtere hverdagens udfordringer og støtte deres børn i deres udvikling. Derudover får forældrene mulighed for at dele erfaringer og sparre med hinanden i gruppen.

Imellem møderne arbejder forældrene med sig selv og deres børn derhjemme.

Læs mere om Forældrepiloterne her

Eller kontakt Mikkel på mberj@soroe.dk, hvis du har spørgsmål.

Senest opdateret 15-01-2025