40 flotte år midt i naturen

12. september 2022
Kongskilde Naturcenter fejrede 40-års-jubilæum den 11. september

I det flotte, kuperede landskab ved Tystrup Sø har børn, familer, voksne, skoler, SFO'er og børnehaver i nu 40 år haft mulighed for at komme helt tæt på vand, skov og dyr i alle størrelser på Kongskilde Naturcenter. 

Det blev fejret med en aktivitetsrig jubilæumsfest søndag den 11. september. 

"Siden jeg var ganske lille knægt har jeg haft rigtig mange gode minder herude fra Kongskilde Naturcenter og Tystrup Sø. Det har givet mange gode kammeratskaber, som stadigvæk holder ved. Så det kan noget herude i naturen og når de rigtige omgivelser er til stede," sagde viceborgmester Kasper Nygaard i sin festtale om sit særlige tilhørsforhold til det smukke naturområde syd for Sorø. 

Arrangørerne trakterede med grillede vildtpølser, snobrød og friskpresset æblesaft. 

Derefter gik det løs med kanosejlads i Tystrup Sø, vandring ad natursti, fiskeri i Mølledammen og mange andre spændende naturaktiviteter. Man kunne bl.a. også møde den lokale virksomhed Eco Island, som bygger kunstige øer, der kan genoprette natur, der er kommet i ubalance og bidrage til at øge biodiversiteten. 

Kongskilde Naturcenter, Sorø Kommune og Naturstyrelsen Storstrøm stod for det flotte og afvekslende program - med frivillig opbakning fra Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Ornitologisk Forening, Vild med Vilje, Trygfonden og mange andre. 

 

 

CORONAVIRUS

Se aktuelle åbningstider og praktiske oplysninger her.