Bedre forhold for cyklister

07. september 2021
Smedevej på Frederiksberg bliver den første af flere planlagte 2 minus 1-veje.

Teknik og Miljøudvalget i Sorø Kommune har besluttet at igangsætte projekt med etablering af flere såkaldte 2 minus 1-veje. Først kommer turen til Smedevej på Frederiksberg.

I første omgang bliver det Smedevej ved Frederiksberg, der bliver ændret til den nye vejtype. På strækningen mellem Parnasvej og Gl. Smedevej vil trafikanterne fra slutningen af september opleve en vej med kun én vejbane og to brede kantbaner. Vejtypen kendes allerede fra den del af Næstvedvej, som går gennem Broby Overdrev. Her blev 2 minus 1-vejen etableret i 2017.


Finessen ved 2 minus 1 veje er, at de brede kantbaner fungerer både som vigeareal, når modkørende biler skal passere hinanden, og som færdselsareal for bløde trafikanter. Dermed bliver der ekstra plads til cyklister, så det bliver mere trygt at færdes på Smedevej, der er en skolevej. I samme ombæring sænkes hastigheden på hele Smedevej til 50 km/t.

 

På 2 minus 1-veje skal bilisterne trække helt ind på midten af vejbanen, og kun når der kommer en modkørende bilist trække udover den stiplede kantlinje. Ved at køre i midten af vejbanen er bilisterne ikke til fare for fodgængere og cyklister.

I løbet af 2023 og 2024 vil også Døjringevej og Østervej i Munke Bjergby blive omdannet til 2 minus 1-vej på bestemte strækninger.

 

Se mere om 2 minus 1-veje hos Vejdirektoratet

Kontakt

Teknik, Miljø og Drift

Tlf.: 57 87 60 00
trafik@soroe.dk 
ÅbningstiderMan-ons: 10.00-13.00
Tors: 10.00-17.00
Fre: 10.00-13.00
AdresseRådhusvej 8
4180 Sorø

CORONAVIRUS

Se aktuelle åbningstider og praktiske oplysninger her.