Miljøministeren i Sorø

11. maj 2021
Hvem bliver Danmarks vildeste kommune?

Miljøministeren lagde vejen forbi Sorø mandag den 10. maj, for at høre om hvordan vi i Sorø vil arbejde med at give naturen mere plads i byen og på landet.

Miljøminister Lea Wermelin kom for at høre om kommunens deltagelse i konkurrencen om at blive Danmarks vildeste kommune. Det var Borgmester Gert Jørgensen og Formand for Teknik og Miljøudvalget Jens Nygaard, der viste rundt på kommunens græsplæner ved Rådhuset, som siden 2018 er udlagt til "vild med vilje" blomstereng. I alt er godt 10 ha kommunale græsplæner, rundkørsler og rabatter udlagt til vild natur.

Ministeren fik hørt om de seneste kommunale tiltag, blandt andet gennemgang af grøftekanter, så strækninger, hvor der er potentiale for en højere naturværdi, plejes mere naturnært. Der blev talt om, at kommunen kun er en mindre jordejer, så det er i samarbejde med foreninger, borgere og virksomheder, at vi sammen får skabt mere plads til naturen. Ministeren var en tur i Holberghaven, hvor børn fra Valmuestuen undersøgte krible-krable liv på legepladsen. Børnene testede børne-bioblitz-rygsæk til Naturens Uge her i maj.

  • Konkurrencen er en del af kampagnen "sammen om et vildere Danmark". Under (hastag) #DKVILD, gælder det om at vi alle sammen giver plads til naturen i vores nære omgivelser.
  • Som borger eller virksomhed i Sorø kan du i 2021 og 2022 bidrage til konkurrencen, ved at skabe flere vilde hjørner til naturen i vores kommune. Husk at melde dit bidrag ind til kommunen, for Sorø har de "vildeste" borgere, og sammen kan vi vinde millionen til et fantastisk naturprojekt! Læs mere på Sorø.dk under Danmarks Vildeste Kommune.
  • Brug "Tip Sorø" eller skriv om dit bidrag til natur@soroe.dk.

Miljøministeren besøger Sorø

Kontakt

Teknik, Miljø og Drift

Tlf.: 57 87 60 00
natur@soroe.dk 
ÅbningstiderMan-ons: 10.00-13.00
Tors: 10.00-17.00
Fre: 10.00-13.00
AdresseRådhusvej 8
4180 Sorø