Kunstdage i pinsen 2020

18. maj 2020
Kom på besøg hos mere end 100 kunstnere og kunsthåndværkere i Midt og Vestsjælland i pinsen.

Er du kunstinteresseret er der godt nyt. Kunstdage i pinsen byder på trods af den aktuelle Corona-situation velkommen til tre dage fyldt med spændende kunstoplevelser. Godt og vel 100 udstillere har valgt at åbne dørene for kunstpublikummet. De har alle taget særlige forholdsregler for at overholde myndighedernes retningslinjer om afstand, antal og hygiejne, så de trygt kan byde de besøgende indenfor.

 

I mange år er kunst og pinse gået hånd i hånd i det Midt- og Vestsjællandske. Her har kunstnere og kunsthåndværkere budt kunstinteresserede fra nær og fjern indenfor i værksteder, gallerier og udstillingssteder under Kunstdage i pinsen. Det bliver heldigvis også tilfældet i år, selvom det kræver en ekstra indsats på grund af Covid19. 

 

Kunst og Corona

Kunst og Corona er ikke det bedste match og det har derfor været uvist, om det kunne lade sig gøre, at gennemføre arrangementet. Men Kunstdage i pinsen et af de få kulturelle arrangementer, der kan lade sig gøre at afvikle på forsvarlig vis, da der typisk ikke er ret mange besøgende hvert sted ad gangen.

"Vi har haft mange overvejelser undervejs, og alle kunstnere har haft mulighed for at melde fra, hvis de ikke var trygge ved at være med. Alle udstillingssteder er blevet bedt om at efterleve de aktuelle retningslinjer fra myndighederne, og melder klar til at tage imod de besøgende. Vi håber derfor, at det bliver nogle gode Kunstdage i pinsen på trods af situationen," siger arbejdsgruppen bag Kunstdage i pinsen.

 

Kunstdage i pinsen

Kunstdage i pinsen har eksisteret i 19 år. Her kan både amatører som professionelle kunstnere og kunsthåndværkere deltage og invitere besøgende indenfor. Som gæst kan du både se kunst af høj kvalitet og møde amatører, der gerne vil dele deres passion for kunst og kunsthåndværk med andre. Det er netop mangfoldigheden, der gør Kunstdage i pinsen til noget helt særligt. Kunstdage i pinsen foregår i Holbæk, Kalundborg, Slagelse, Lejre, Ringsted og Sorø kommuner i perioden den 30.- 31.maj & 1. juni. Alle dage fra kl. 11-17.

 

9 deltagere fra Sorø Kommune

I Sorø Kommune har i alt 9 kunstnere valgt at være med i Kunstdagene i år. Her kan man se både keramik, glaskunst og maleri og samtidig se landskabet iklædt sine smukke forårsklæder, da udstillingsstederne er fordelt rundt i hele kommunen.

 

De deltagende kunstnere er:

  • Flemming Hansen
  • Keramikværkstedet ved Marie Langaa
  • Kåre Lind
  • Galleri Soli
  • Annie Bech Poulsen
  • Artland.nu
  • Blæs Glasværksted
  • Vibeke Møller
  • Asta Nissen (findes ikke i folderen)

 

Ny folder og sidste øjebliks ændringer

Kunstdage i pinsen udgiver hvert år en folder med en samlet oversigt over alle de deltagende kunstnere. I år lanceres et nyt design, der er mere brugervenligt og præsenterer kunstnerne på bedste vis. Folderen kan hentes på Sorø Bibliotek og Bykontor fra onsdag den 20. maj. Man kan også følge med på Kunst i pinsens app eller facebook.

 

På grund af Corona-situationen kan der ske ændringer undervejs. Vi opfordrer derfor alle til at holde øje med Kunstdage i pinsens hjemmeside www.kunstipinsen.dk der vil være opdateret med sidste øjebliks ændringer som følge af Covid19.

CORONAVIRUS

Se aktuelle åbningstider og praktiske oplysninger her.