Borgermøde om trafikløsning

21. februar 2020
Kom til borgermøde om trafikløsninger i Dianalund. Det sker 10. marts kl. 19-21 på Holbergskolen.

Tirsdag den 10. marts inviterer Sorø Kommune til borgermøde om trafikløsninger i Dianalund. Mødet finder sted på Holbergskolen kl. 19-21.

 

Mødet er det andet ud af to planlagte møder om trafikløsninger i Tersløse og Dianalund. Det første møde blev holdt i Tersløse den 21. januar og havde fokus på trafikløsninger i og omkring Tersløse. Mødet den 10. marts har fokus på trafikløsninger i området omkring Holbergsvej, Holbergskolen og Pilegårdstrekanten.

 

Man kan tilmelde sig til borgermødet via kommunens hjemmeside frem til 1. marts. Udover de to møder er det desuden muligt at komme med input eller ideer til trafikløsninger via hjemmesiden frem til 1. marts. Det sker på siden www.soroe.dk/dianalund.

 

To sider af samme sag

Når kommunen har valgt at holde to borgermøder, sker det ud fra et ønske om at få så mange lokale synspunkter og ideer på banen som muligt. Kommunen understreger samtidig, at trafikløsningerne for de to områder skal ses i sammenhæng. 

 

- Det er jo den samme trafik, der er tale om. En løsning for Tersløse skal også fungere for Dianalund - og omvendt, siger Peder Neerup Madsen, leder af Vej, Park og Trafik i Sorø Kommune.

 

En lang proces

Når kommunen har indhentet synspunkter og ideer fra borgerne på de to møder, vil kommunen behandle de mange forslag og sammen med en arbejdsgruppe af borgere tage stilling til, hvilke løsninger kommunens rådgiver vil blive bedt om at indarbejde i det kommende skitseprojekt. Arbejdsgruppen kommer til at bestå af repræsentanter fra Tersløse, Dianalund, DUR og Holbergskolen.

 

Projektleder Khalid Zadran fra Sorø Kommune siger:

- I første omgang er vi optaget af at høre borgernes forslag og ideer til trafikløsninger både i Tersløse og i Dianalund. Herefter vil vi drøfte dem med arbejdsgruppen og dernæst bede vores rådgiver om at foretage de beregninger, som skal til. Både i forhold til, hvad der er praktisk og lovgivningsmæssigt muligt, hvad der forventes at have den største effekt, og hvad det vil koste. Først herefter kan vi tage stilling til, hvad skitseprojektet skal indeholde.

 

Efterfølgende skal skitseprojektet behandles politisk og sendes i offentlig høring, før det kan vedtages.     

 

Der er altså et stykke vej endnu, før det står klart, hvilke trafikløsninger der vil blive etableret.

Kontakt

Teknik, Miljø og Drift

Tlf.: 57 87 60 00
teknik-miljoe@soroe.dk 
ÅbningstiderMan-ons: 10.00-13.00
Tors: 10.00-17.00
Fre: 10.00-13.00
AdresseRådhusvej 8
4180 Sorø