Hjælp fisken!

Fokus på fisk og smådyr

Sorø Kommune har fokus på rent vand i vandløb og søer. Med kampagnen "Hjælp fisken" bliver du mindet om fiskens levevilkår, og hvad du kan gøre for at forbedre det hjemme på din egen grund og vej.

Se eventyret om Fisken, bækken og regnvandet - så ved du, hvordan vi får fisk og smådyr i vores vandløb og søer til at leve lykkeligt til deres dages ende.

Regnvandsristen er til regnvand, ikke til andet. Regnvandsristen løber nemlig direkte til vores søer og vandløb. Derfor har vi i Sorø Kommune særligt fokus på at hjælpe fisk og smådyr i vores vandmiljø mod miljøskadelige stoffer.

Tænk derfor på fiskene, når du vasker bil og lader vandet løbe i risten på vejen. Brug i stedet en vaskehal, hvor spildevandet bliver håndteret miljømæssigt forsvarligt. Eller når du har renset pensler og står med en spand urent vand - hæld det IKKE i regnvandsristen - og dermed direkte i hovedet på fiskene - hæld det i stedet i toilettet, så det kommer til rensning på renseanlægget.

Hvor bliver regnvandet egentlig af?

Regnvandet løber i regnvandsristene i vejen, når det regner. De fleste steder i Sorø Kommune løber regnvandet herfra direkte ud i vandløb og søer. Nogle steder i den gamle bydel kan regnvandsristen lede regnvandet ned sammen med spildevandet fra toilet og bad mv. til renseanlægget, hvor det renses det sammen med spildevandet.

Du kan ikke se på regnvandsristen i vejen, om risten leder regnvandet direkte ud i vandløb og søer eller til renseanlægget. Regnvandsriste ser ens ud. Men for at være sikker er det bedre at følge en simpel tommelfingerregel. Rent vand kan hældes i regnvandsristen, så snart det er beskidt eller indeholder sæbe, så skal det hældes i toilettet.

Du kan se kort over regnvandsledninger i kommunen her.

En tommelfingerregel!

Brug derfor altid toilet eller håndvask inde i huset til at skaffe dig af med vand, der ikke er rent.

Vær dog opmærksom på, at hvis vandet indeholder kemikalier og andre farlige stoffer, så skal det afleveres på genbrugspladsen som farligt affald.

Hæld aldrig malingrester, olie eller lignende i dit afløb, lige meget om det er håndvask, toilet eller regnvandsrist. Det skal afleveres på genbrugspladsen.

Vil du vide mere

Hvis du vil vide mere, kan du frit hente en lille folder, der ridser reglerne op:

Kontakt

Teknik, Miljø og Drift

Tlf.: 57 87 60 00
miljoe@soroe.dk 
ÅbningstiderMan-ons: 10.00-13.00
Tors: 10.00-17.00
Fre: 10.00-13.00
AdresseRådhusvej 8
4180 Sorø