Susanne Møller

1 Susanne Moeller

Bjernedevej 29
4180 Sorø
Tlf. 61 78 81 91

Om mig

Jeg er født i 1969, gift med Carsten og mor til Phillip fra 1996 og Jacob fra 2003. Christian er fra 1997, og han er min bonussøn. Jeg hviler i mig selv, er engageret og empatisk.

Mit hjem

Vi bor på et landsted med en separat afdeling indrettet til dagpleje. Der er stort legerum, køkken, gang og badeværelse. Jeg har en stor lukket have med æbletræer, gynge, legehus, sandkasse og fliser, hvor børnene kan køre. Vi har hund og kat.

Hverdagen

Vi er ude hver dag undtagen i snestorm! Det er vigtigt at lære om årstider, og hvad vi ser og oplever udenfor. Vi leger, går eller kører tur og tager måske på biblioteket. Inde lægger jeg vægt på at synge og sige rim og remser.

Nogle børn har brug for flere udfordringer end andre. Derfor får de lov at kravle op, hoppe og springe og udforske deres egne færdigheder. Børnene er med til at dække bord og alt, hvad vi foretager os, foregår i deres tempo. Det er vigtigt for mig, at børn får tid, bliver set og hørt og oplever, at jeg er der for dem.

Jeg bruger Marte Meo-metoden til at benævne, hvad børnene gør og føler og arbejder med positive ord. Jeg lader dem forstå, at der ikke er forkerte følelser, og de får mange kys og kram. Jeg opmuntrer dem til at turde og indgå i mange aktiviteter, så de mestrer krop og bevægelse efter deres alder. De skal smage, røre og udforske deres sanser, og om sommeren går vi altid på bare tæer, fordi det øger kropsbevidstheden. Det giver børnene selvværd og mod til at udforske deres omverden.

Forældresamarbejde er alfa og omega. Gensidig respekt og dialog betyder meget, og der findes ikke dårlige spørgsmål. Forældrene må komme til mig med både ris og ros, og hvis der er noget, der generer dem, skal vi løse det.

En gang om ugen er vi i heldagslegestue.

Faglighed

Jeg er oprindelig kontoruddannet, men da begge mine drenge er præmature, blev jeg dagplejer i 1998. Jeg er vild med at tilegne mig ny viden og har bl.a. været på kursus i:

  • Grunduddannelse i dagpleje
  • Marte Meo
  • Børns udtryksformer
  • Børns kompetencer
  • Børn og natur
  • Leg med sprog
  • Måltidet i det pædagogiske arbejde
  • Konflikthåndtering
  • Selvværd
  • Psykisk arbejdsmiljø
  • Førstehjælp
  • Brandbekæmpelse 

Kontakt

Børn og Familier

Tlf.: 57 87 60 00
skole-daginst@soroe.dk 
ÅbningstiderMan-ons: 10.00-13.00
Tors: 10.00-17.00
Fre: 10.00-13.00
AdresseRådhusvej 8
4180 Sorø