Bygninger skal registreres

05. april 2017
Hjælp os med at få skabt et retvisende overblik over bygningsmassen i kommunen

Sorø Kommune er ligesom mange andre kommuner i gang med en omfattende indsats for at få tilrettet Bygnings- og Bolig Registret (BBR), så registret giver et retvisende billede af, hvad der er opført af byggeri rundt om i kommunen. Indsatsen blev igangsat med en "Frit Lejde" kampagne tilbage i 2014, hvor bygningsejere kunne få lovliggjort uregistreret byggeri på deres ejendom.

Nu er kommunen nået til næste fase, hvor man - via luftfotos - har foretaget en såkaldt geokodning af alle bygninger i kommunen. Med geokodningen kan kommunen sammenholde de informationer, der er registreret i BBR, med de nyeste luftfotos. Her har det vist sig, at der stadig er rigtig mange uregistrerede bygninger rundt om i kommunen. Dette gælder både i boligområder, erhvervsområder og i det åbne land.

Formand for Teknik og Miljøudvalget i Sorø Kommune, Jens Nygaard, siger:
- Når det er vigtigt, at alle bygninger er registreret i BBR, skyldes det især tre ting: Bygningsejerens mulighed for at tegne en forsikring; hensynet til såvel sælger som køber, når en ejendom skifter ejer; og endelig den fælles interesse i at sikre, at ejendomsskatten beregnes på korrekt grundlag.
Indsatsen med at registrere de ikke-registrerede bygninger starter i foråret 2017. Her vil Sorø Kommune gennemgå et sogn af gangen.
Hvad skal man gøre som bygningsejer?
Byggesagsbehandler Jens Vestergaard fra Sorø Kommune siger:

- Frit Lejde-kampagnen i 2014 fik mange bygningsejere til at henvende sig og få lovliggjort deres byggeri. Men vi kan se, at der stadig er ejendomme, hvor BBR ikke matcher virkeligheden. Her vil vi kontakte ejeren for om muligt at få rettet BBR til. Den manglende registrering kan skyldes en misforståelse, og her har vi brug for borgernes hjælp til at få de korrekte informationer registreret i BBR.

I de fleste tilfælde, vil der sandsynligvis blot være tale om, at ejer indsender information om det pågældende byggeri, og så vil det blive lovliggjort med tilhørende gebyr samt rettelse i BBR.

Dog vil der med stor sandsynlighed være et antal ejendomme, hvor en bygning ikke vil kunne lovligøres i sin nuværende form, fx på grund af den fysiske udformning, eventuelle lokalplaner eller deklarationer m.m. Her kan det komme på tale, at der skal foretages bygningsmæssige ændringer, så bygningen opfylder gældende love og regler. I yderste konsekvens kan det være nødvendigt at nedrive hele eller dele af en ulovlig bygning.

Før der træffes en endelig afgørelse, håber kommunen på en konstruktiv dialog med bygningsejeren, for at se på de muligheder der måtte være.

- Vi håber at få en god og konstruktiv dialog med bygningsejerne, så vi kan få afsluttet sagerne så hurtigt som muligt til gavn for både ejer og kommune, siger Jens Vestergaard.

Gebyr                                                                                                                                      For lovliggørelse af bygninger, som ikke er registreret, vil bygningsejer blive opkrævet dels et byggesagsgebyr og dels et BBR-gebyr på 2000 kr. pr. bygning. Størrelsen på byggesagsgebyret afhænger af, hvor mange timer der skal bruges på lovliggørelse af en bygning. Jo mere tidskrævende, jo større byggesagsgebyr.

Bagatelgrænse
Byrådet har besluttet, at hvis der på en ejendom er opført udhuse/overdækninger/ garager og lignede på et samlet areal på max. 50m2 og derudover 2 mindre fritliggende udhuse på max. 10 m2 vil der ved lovliggørelse ikke blive opkrævet et BBR gebyr, men blot et byggesagsgebyr. For alle øvrige bygningstyper vil der uanset bygningens størrelse blive opkrævet såvel et byggesagsgebyr som et BBR gebyr.

Har du spørgsmål er du velkommen til at kontakte byggesagsafdelingen på mail. lovlig@soroe.dk
Eller besøg www.soroe.dk/ lovliggør byggeri.

Kontakt: Jens Vestergaard, byggesagsbehandler, Sorø Kommune på telefon 57 87 63 71.